Minister kritiserer EU-regnemodel: Ikke tilfredsstillende
Energi-, forsynings- og klimaministerier Lars Christian Lilleholt (V) mødes tirsdag med sine ministerkolleger i EU i Bruxelles. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Minister Lars Christian Lilleholt mener, at grundlaget for at nå klimamål vakler, når EU's regnemodel er skæv.
Det er uacceptabelt, at EU-Kommissionens regnemaskine for energisystemer regner forkert.
Det mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der tirsdag er i Bruxelles for at deltage i et ministerrådsmøde.
Kommissionen regner med en pris på omkring 99 euro per megawatt-time (MWh) for havvind.
Men i et notat har Dansk Energi fremlagt dokumentation for, at prisen ligger på omkring 65 euro per MWh.
- Vi vil rejse det her flag og sige til kommissionen, at de skal bruge de rigtige tal. Det er ikke tilfredsstillende, at det er de forkerte tal, man regner med, siger ministeren.
Ifølge Dansk Energis notat skyldes regnefejlen, at prisen for vindenergi er faldet markant på få år. Modellen har ikke fulgt den udvikling.
- Det her er hele grundlaget for, hvordan vi når de energi- og klimamæssige mål og for, hvordan vi når dem til de lavest mulige omkostninger, siger Lars Christian Lilleholt.
Han understreger, at dette emne ikke blev drøftet på tirsdagens møde.
- Det var ikke en del af dagsordenen, siger han.
Han medgiver, at man billigere - og hurtigere - kan nå de nuværende målsætninger, når det viser sig, at vindpriserne er lavere end antaget.
EU-Kommissionen har indtil nu ikke ønsket at svare på, hvorfor den regner med en højere vindpris end markedsprisen.
Lars Christian Lilleholt mener, at der kan være grundlag for at kigge på, om de nuværende mål er ambitiøse nok.
Han medgiver dog, at landenes nationale interesser fylder meget, særligt lande med store bilindustrier.
- Det er ikke en hemmelighed, at eksempelvis Tyskland har en udfordring med egen vækst i bilindustrien. Og her er det vigtigt, at vi får fundet nogle ordentlige løsninger, siger ministeren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned