Minister træder tilbage efter kritik i Epstein-sag
Præsident Donald Trump sammen med beskæftigelsesminister Alexander Acosta, da de to fredag annoncerede på plænen uden for Det Hvide Hus, at ministeren træder tilbage. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Kevin Lamarque/Reuters
En 11 år gammel sag om milliardæren Jeffrey Epstein får nu Trumps beskæftigelsesminister til at træde tilbage.
USA's beskæftigelsesminister, Alexander Acosta, træder tilbage. Det oplyser præsident Donald Trump fredag.
Acostas afgang kommer efter, at han har været under kraftig kritik for et forlig, han som statsanklager for 11 år siden indgik i en sag om milliardæren Jeffrey Epstein, som dengang slap med en mild straf.
Epstein er nu igen anklaget for menneskehandel og alvorlige overgreb mod adskillige mindreårige piger. De yngste af pigerne var 14 år.
- Jeg ringede til præsidenten i morges og sagde, at jeg tror, at det rigtige er at træde tilbage, siger Acosta ved en pressekonference uden for Det Hvide Hus.
- Når man ser fremad, synes jeg, at det ikke er rigtigt og retfærdigt, at denne regerings beskæftigelsesministerium skal have Epstein som fokus i stedet for den utrolige økonomi, vi har nu, tilføjer han.
Trump roser Acostas indsats som minister og siger samtidig, at han mener, at hans afgang er unødvendig.
- Jeg sagde til ham: "Alex, du behøver ikke at gøre dette", siger præsidenten.
Det forlig, Acosta indgik med Epstein i 2008, betød, at en række alvorlige anklagepunkter, der kunne have givet Epstein fængsel på livstid, blev droppet.
I stedet slap milliardæren med 13 måneders fængsel for en relativt mild anklage, der handlede om, at han havde købt sig til seksuelle ydelser fra en person under 18 år.
Så sent som onsdag forsvarede Acosta det forlig, han for 11 år siden indgik med Epstein.
Vicebeskæftigelsesminister Patrick Pizella overtager indtil videre efter Acosta og bliver fungerende beskæftigelsesminister.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie