Minister: Vi må ikke opgive troen på at stoppe sult
Langvarige konflikter som den i Yemen har været med til at sende antallet af mennesker, der lever i sult, op. (Arkivfoto) Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Målet er stadig at stoppe sult globalt i 2030 på trods af års tilbageslag, siger udviklingsminister.
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) fastholder troen på, at verden kan nå 2030-målsætningen om at udrydde sult.
Det på trods af, at en ny rapport fra flere organisationer under FN viser, at antallet af mennesker i verden, der lever i sult, er steget for tredje år i træk.
- Det må være sådan, at den samlede målsætning stadig er at løse sultproblemet i 2030. Det må vi insistere på at holde fast i, selv om det er en stor udfordring. Og at det bliver svært og hårdt arbejde.
- Vi skal arbejde for at komme i mål med dette her eller så tæt, som vi overhovedet kan komme.
- Begynder vi at opgive troen, så bliver det svært, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S).
Rapporten viser, at der sidste år var 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden. Det er en stigning fra 811 millioner mennesker året før.
- Vi skal huske, at der har været en lang årrække, hvor det er gået i den rigtige retning. Og så har vi haft tre kedelige år, hvor der er kommet flere sultne. Det er dybt ulykkeligt og hjerteskærende.
- Så vi må sammen med FN diskutere, hvad vi kan gøre yderligere og anderledes for at komme dette her til livs, siger Rasmus Prehn.
Årsagerne til stigningen er både konflikter som den i Yemen, men også store, globale ændringer som klimaforandringer og økonomisk opbremsning.
Rasmus Prehn udtrykker dog fortsat tro på, at udviklingen kan vendes også på den korte bane, og at målet kan nås inden 2030.
- Man bliver stadig dygtigere til at forebygge nogle af de her situationer. Man håndterer det klogere og bedre.
- Og så oplever jeg, at der er en bred erkendelse i hele verdenssamfundet af, at klimaproblemerne bliver taget stadig mere alvorligt, siger Rasmus Prehn og afslutter:
- Vi følger fra dansk side dette her tæt. Danmark er allerede nogle af dem, der bidraget mest. Men vi skal have inspireret flere lande til at gøre det samme.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned