Mistænkt sigtes nu for angreb med trykkoger-bomber i USA
31 meldes nu såret efter lørdagens angreb i New York og New Jersey. Den føderale anklagemyndighed sigter nu den 28-årige mistænkte for bombeangrebene. Foto: AP/Mark Lennihan
AP/Mark Lennihan
Meget tyder på, at den mistænkte i lørdagens angreb i New York og New Jersey var religiøst motiveret.
Den føderale anklagemyndighed i USA sigter nu den 28-årige mand, der mistænkes for at stå bag lørdagens bombeangreb i henholdsvis New York og New Jersey.
Anklagemyndigheden rejser i alt fire sigtelser mod manden, der er født i Afghanistan. Heriblandt for anvendelse af et våben, der i værste fald kan koste mange mennesker livet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Derudover sigtes manden for at rette sit angreb mod offentlige mål.
Sigtelserne blev tirsdag præsenteret sammen med resultatet af den foreløbige efterforskning af sagen.
Under en ransagning af den mistænktes bopæl fandt efterforskerne blandt andet en dagbog, der indeholder lovprisninger af den afdøde al Qaeda-leder Osama bin Laden.
Derudover beskylder dagbogens forfatter USA for at stå bag angreb mod muslimske soldater i Afghanistan, Irak, Syrien og det palæstinensiske selvstyreområde.
29 personer blev meldt såret, da den hjemmekonstruerede bombe lørdag aften eksploderede på Manhattan. Bomben bestod angiveligt af en trykkoger, der var fyldt med metalsplinter.
Den føderale anklagemyndighed opjusterer nu antallet af sårede til 31. Blandt dem er en britisk statsborger.
Den foreløbige efterforskning viser, at den 28-årige mand tilsyneladende havde købt komponenterne til sine bomber på eBay inden angrebene.
Sigtelserne mod manden rejses, efter at den mistænktes far tidligere har udtrykt sin bekymring for sønnens radikalisering.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, bekræfter, at man tidligere har efterforsket den formodede gerningsmand i 2014.
En talsmand fra Det Hvide Hus siger ifølge Reuters, at angrebene i New York og New Jersey tilsyneladende var "terrorhandlinger".
Efterforskningen fortsætter blandt andet for at fastlægge, hvorvidt den mistænkte handlede på egen hånd.
Den formodede gerningsmand blev anholdt mandag i Linden i New Jersey efter en skudveksling med politiet. Umiddelbart efter blev han sigtet for fem tilfælde af drabsforsøg.
Den mistænkte blev ramt flere gange af politiets kugler, og derfor har man endnu ikke været i stand til at afhøre ham, lyder det ifølge James O'Neill, der repræsenterer politiet i New York.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie