Moderna vil lave fabrik for coronavacciner i Afrika
Moderna ønsker at øge sin "samfundsmæssige gennemslagskraft" med ny vaccinefabrik. (Arkivfoto) Foto: David W Cerny/Reuters
David W Cerny/Reuters
Både covid-19-vacciner og andre vacciner skal produceres på Moderna-fabrik i Afrika. Endnu kendes landet ikke.
Medicinalselskabet Moderna har planer om at investere omkring 500 millioner dollar (cirka 3,2 milliarder danske kroner) i en vaccinefabrik i Afrika.
Det oplyser administrerende direktør for selskabet Stéphane Bancel torsdag.
Fabrikken skal producere op mod 500 millioner doser mRNA-vacciner hvert år, heriblandt covid-19-vacciner.
Moderna ventes snart at komme med flere oplysninger om et land og en placering. Der er ikke oplysninger om en tidshorisont.
- Vi forventer at producere vores covid-19-vaccine såvel som andre af vores mRNA-vaccineprodukter på denne facilitet, siger Stéphane Bancel.
Imens raser debatten fortsat mellem medicinalselskaber og regeringer om, hvorvidt patentrettigheder på coronavacciner skal ophæves.
Formålet med en ophævelse skulle være at give udviklingslande bedre adgang til vacciner. Sidste år brugte rige lande størstedelen af den internationale vaccineproduktion.
USA har meldt ud, at landet støtter en ophævelse af patentrettighederne.
Men idéen har mødt modstand fra medicinalselskaber. De har blandt andet argumenteret med, at de er nødt til at have styr på processen med at flytte teknologi til et nyt sted, da produktionen er kompleks.
Pfizer og partneren BioNTech indgik i juli en aftale med sydafrikanske Biovac om at hjælpe med at fremstille omkring 100 millioner doser af deres coronavaccine om året.
Men Moderna er det første selskab, der planlægger at lave sin egen fabrik på kontinentet.
Med fabrikken ønsker man "at styrke Modernas samfundsmæssige gennemslagskraft", fortæller direktør Stéphane Bancel.
Verdenssundhedsorganisation, WHO, har forsøgt at overbevise Moderna og Pfizer/BioNTech om at deltage i arbejdet med at oprette en slags central for overførsel af vaccineteknologi i Afrika.
Men sidste måned fortalte en ledende WHO-medarbejder, der ønskede at være anonym, at der ikke havde været meget fremskridt i samtalerne med Moderna.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie