Moskva-domstol varetægtsfængsler generals mistænkte drabsmand
Ifølge Ruslands efterforskningskomité forsøger russiske myndigheder at identificere andre, som kan have været involveret i drabet på Jaroslav Moskalik, der fandt sted fredag 25. april, skriver Reuters. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix
Ifølge Ruslands efterforskningskomité har manden erkendt sig skyldig i drab på russisk generalløjtnant.
En lokal domstol i Ruslands hovedstad, Moskva, har besluttet at varetægtsfængsle en mand, der angiveligt har erkendt sig skyldig i drab på en russisk generalløjtnant, der blev dræbt i en bileksplosion fredag.
Det oplyser Ruslands efterforskningskomité ifølge Reuters.
Ifølge komitéen har manden erklæret sig skyldig i at have dræbt den 59-årige militærleder Jaroslav Moskalik.
Han skulle også have sagt, at han blev rekrutteret af Ukraines sikkerhedstjenester.
Det er dog uklart, om manden talte under tvang, skriver AFP.
Den russiske efterretningstjeneste FSB oplyste lørdag ifølge AFP, at en ukrainsk agent var blevet tilbageholdt i forbindelse med fredagens bileksplosion.
Ifølge FSB plantede manden en hjemmelavet bombe i en VW Golf i byen Balasjikha, som ligger uden for hovedstaden Moskva. Den blev senere detoneret fra Ukraine.
Bomben tog han angiveligt fra et ukrainsk specialstyrkelager i Moskva-regionen.
Manden er sigtet for at have begået terror, og ifølge FSB er der tale om en mand født i 1983.
Moskalik var næstkommanderende i den russiske hærs generalstab ifølge Reuters.
Den ukrainske lejr har ikke kommenteret hændelsen.
Ifølge russiske nyhedsbureauer er ordren om varetægtsfængsling gældende i 30 dage, skriver Reuters.
Ifølge Ruslands efterforskningskomité forsøger russiske myndigheder at identificere andre, som kan have været involveret i fredagens drab.
De seneste år er flere Ukraine-modstandere og fremtrædende russere blevet dræbt fa eksplosioner i Rusland.
Det gælder blandt andet den russiske general Igor Kirillov, der blev dræbt i december af en bombe placeret på en scooter i Moskva.
Den russiske journalist og militærblogger Maxim Fomin blev dræbt i en eksplosion i Sankt Petersborg i april 2023. Han var kendt under navnet Vladlen Tatarskij.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie