Meldingen fra viceudenrigsminister Gennadij Gatilov er blevet fremsat til FN's særlige udsending Kofi Annan i Geneve.
- Vi har aldrig insisteret på, at Assad nødvendigvis må forblive ved magten efter afslutningen på en politisk proces, siger Gatilov til ITAR-TASS i Schweiz.
Udtalelsen er en af Ruslands hidtil mest klare holdningstilkendegivelser i forbindelse med konflikten i Syrien, hvor Moskva er under stigende pres for at lægge pres på regimet i Damaskus.
I Syrien har FN og internationale nødhjælpsorganisationer fået tilladelse til at udvide deres humanitære arbejde i landet, hvor mindst en million mennesker har brug for hjælp.
FN har nu ret til at åbne fire kontorer i henholdsvis Deraa, Deir al-Zor, Homs og Idlib - og syriske embedsmænd siger, at de hurtigt vil udstede visa til nødhjælpsarbejdere samt tolderklæringer for nødhjælpsmateriel.
Denne melding kommer på et tidspunkt, hvor konflikten er i fare for at eskalere yderligere. En talsmand for oprørerne siger, at fredsplanen fra Kofi Annan ikke bliver taget alvorligt længere.
I stedet vil oprørerne gå til angreb mod regeringsstyrkerne for "at forsvare befolkningen", sagde talsmanden for Den Frie Syriske Hær (FSA), Sami al-Kurdi, mandag.
- Vi har besluttet, at vi ikke længere vil føle os forpligtet af planen, sagde Kurdi, på et pressemøde i Istanbul.
I Sankt Petersborg drøftede den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag krisen i Syrien med EU's præsident, Herman Van Rompuy, og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned