Myanmar afviser ICC-afgørelse om efterforskning af rohingyaer
Her ankommer flere rohingya-flygtninge i båd til Shah Porir Dwip i Bangladesh. Foto: Adib Chowdhury/Ritzau Scanpix
Adib Chowdhury/Ritzau Scanpix
Myanmars regering afviser en afgørelse fra ICC, der siger, at domstolen må efterforske overgreb på rohingyaer.
Myanmar afviser en afgørelse fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) om at efterforske landets overgreb mod rohingya-muslimer.
I en erklæring udsendt sent fredag kalder Myanmars regering afgørelsen for "tvivlsom".
- Beslutningen er et resultat af ond tro, procedurefejl og en generel mangel på gennemsigtighed, står der i erklæringen udsendt af præsidentens kontor.
Myanmar afviser "resolut" afgørelsen, tilføjes det.
I erklæringen bliver det samtidig understreget, at Myanmar "ikke er forpligtet" til at respektere beslutningen fra ICC.
Den Internationale Straffedomstol besluttede torsdag, at den har beføjelser til at efterforske Myanmars overgreb mod rohingya-minoriteten.
Tidligere har en undersøgelseskommission fra FN konkluderet, at Myanmars hærchef og flere af landets generaler bør stilles for en domstol for forsøg på folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i delstaten Rakhine.
Undersøgelseskommissionen anbefalede samtidig FN's Sikkerhedsråd at videregive sagen til ICC eller oprette en international straffedomstol for Myanmar.
Siden Myanmars hær i august sidste år slog ned på rohingyaerne, er 700.000 fra det muslimske mindretal flygtet til Bangladesh.
Mange har fortalt detaljeret og overensstemmende beretninger om drab, voldtægter og nedbrænding af landsbyer, som tvang dem til at flygte.
Myanmar nægter at stå bag systematiske overgreb og holder fast i, at militærets offensiv var en passende reaktion på angreb fra militante rohingyaer.
I en dom uden fortilfælde besluttede ICC torsdag, at domstolen har beføjelser til at efterforske fordrivelsen af rohingyaerne fra Myanmar, eftersom der kan være tale om en forbrydelse mod menneskeheden.
Myanmar siger, at landet er parat til at tage de, der er flygtet, tilbage. Men trods en hjemsendelsesaftale med Bangladesh er det fortsat ganske få rohingyaer, der er vendt hjem.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned