Myanmars hærchef advarer mod at fortsætte protester
I hovedstaden Naypyidaw var tusindvis af demonstranter igen torsdag samlet for at vise deres modstand mod militærkuppet. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Str/Ritzau Scanpix
Militæret vil sætte ind med "effektive indgreb", hvis demonstrationer og strejke ikke stopper, siger hærchef.
Myanmars generaler viser tegn på at være ved at miste tålmodigheden med de store demonstrationer, der har ramt det sydøstasiatiske land, efter at militæret i sidste uge afsatte regeringen og tog magten.
Hærchef Min Aung Hlaing beordrer demonstranterne til at stoppe deres protester og vende tilbage til arbejde.
Hvis det ikke sker, risikerer demonstranterne "effektive indgreb". Han uddyber ikke, hvad det kan indebære.
Seks dage i træk har Myanmar været præget af store protester mod militæret, der har afsat Aung San Suu Kyis regering.
Demonstrationerne har været fredelige, men i de seneste dage har sikkerhedsstyrker brugt vandkanoner, tåregas og gummikugler mod demonstranterne.
Der har også været enkelte meldinger om, at der er blevet skudt med skarpt.
Som led i protesterne har mange ansatte i den offentlige sektor nedlagt arbejdet.
- På skruppelløse menneskers opfordring har nogle tjenestemænd ikke udført deres pligter, siger hærchefen i en meddelelse.
Torsdag var der igen demonstrationer i Myanmars største by, Yangon, og i hovedstaden, Naypyidaw.
- Tag ikke på kontoret, lød et af slagordene fra menneskemængden.
- Det her er ikke noget vi gør i en uge eller en måned. Vi er fast besluttede på at gøre det, indtil Suu Kyi og præsident U Win Myint bliver løsladt, siger en af demonstranterne.
Torsdag var der igen meldinger om flere anholdelser. Parlamentets næstformand og nogle af Suu Kyis rådgiver er blandt de tilbageholdte, oplyser det afsatte regeringsparti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).
Over 200 mennesker er nu tilbageholdt, meddeler Hjælpeorganisationen for Politiske Fanger, AAPP.
Fra en lang række vestlige lande har fordømmelserne regnet ned over Myanmars militær, efter at generalerne tog magten 1. februar.
USA har meddelt, at nye sanktioner nu betyder, at generalernes adgang til værdier for omkring én milliard dollar i USA er indefrosset.
Det er også ventet, at EU vil indføre sanktioner.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned