Myanmars militær løslader over 800 fanger på helligdag
En bus med fanger forlader Insein-fængslet i Yangon. Over 800 fanger er benådet af den militære junta på landets helligdag.
Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Myanmars militær har været ved magten i over et år. Det har ad flere omgange løsladt et større antal fanger.
Adskillige borgere i Myanmar venter lørdag foran Insein-fængslet i storbyen Yangon.
De håber, at deres nære er blandt de over 800 fanger, som lørdag løslades i forbindelse med landets helligdag.
Myanmars militærjunta har lørdag meddelt, at 814 fanger benådes på helligdagen. Det oplyser et statsmedie.
Benådning af fængslede er noget, der ofte sker på helligdage i landet. Det samme skete samme dag sidste år.
Det er juntachef Min Aung Hlaing, der har udstedt ordren om at benåde de tilfangetagne.
De fleste af de benådede befinder sig i fængsler i Yangon, oplyser talsperson for juntaen Zaw Min Tun.
Myanmar har været præget af uro, siden den militære junta overtog magten ved et kup sidste år. Det har ført til omfattende og vedvarende protester mod militæret, som har svaret hårdt igen.
Mindst 1500 civile har mistet livet siden kuppet ifølge FN.
Daw Lwin Lwin Moe er blandt dem, der lørdag venter foran Insein-fængslet. Hun håber, at hendes 19-årige datter, som blev anholdt for at opildne til modstand mod militæret sidste år, er blevet benådet.
- Hun har været i fængsel i 11 måneder allerede, siger moren.
I oktober var der også en større benådning af fanger. Her stod Daw Khine forventningsfuldt foran fængslet i håb om, at hendes søn blev løsladt. Dengang var det forgæves.
- Jeg har kun én søn, og jeg er glad og håber at se ham i dag, siger hun.
Den militære junta har ad flere omgange løsladt et større antal fanger. I april sidste år blev 23.000 løsladt. Det skabte imidlertid ikke kun glæde.
Menneskerettighedsgrupper så en risiko for, at de primært blev løsladt for at gøre plads til modstandere af militærets styre i fængslerne.
Myanmars militær tog magten ved et kup den 1. februar sidste år.
Militæret afsatte den folkevalgte civile leder, Aung San Suu Kyi, og hendes regering. Suu Kyi og flere andre medlemmer af regeringen har siden været i husarrest.
I de første uger efter kuppet demonstrerede folk i Myanmar i stort antal. Men de omfattende protester stilnede af, i takt med at sikkerhedsstyrker slog stadig hårdere ned på demonstranterne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned