Narkokarteller bringer vold til Europa med torturkamre og henrettelser
Den belgiske havneby Antwerpen er kokainens primære indgangsvej til Europa. De seneste fem år har det lokale politi registreret mere end 200 voldsepisoder med relation til stofferne. Sidste uge blev en 11-årig pige dræbt i forbindelse med en skudveksling. (Arkivfoto). Foto: Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix
Der er mange penge i kokainsalget i Europa. Det hvide pulver trækker et blodigt spor med sig, når narkokarteller smugler det ind gennem kontinentets havne.
Ritzau RitzauPernille Fugl Asmussen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
- 70 euro for en pose, 120 euro for to, siger en dealer til en ung kvinde i hendes hoveddør.
Den unge kvinde bor i et af de smarte kvarterer i den franske hovedstad, Paris.
- Det er ligesom alle de andre leveringstjenester i Paris. De andre afleverer bare sushi og dagligvarer, siger kokaindealeren.
I mange europæiske hovedstæder er det efterhånden lige så nemt at bestille kokain, som det er at bestille en pizza, skriver nyhedsbureauet AFP.
Kunderne lægger deres ordrer via krypterede beskedtjenester. 20 minutter senere står en dealer foran deres hoveddør.
Annonce
Ifølge det belgiske politi har en tsunami af kokain gennem de seneste år ramt Europa. I 2021 stak omkring 3,5 millioner europæere næsen i det hvide pulver.
Det er fire gange flere end for tyve år siden, viser tal fra Det Europæiske Center for Monitorering af Stoffer og Stofafhængighed (EMCDDA).
To tredjedele af kokainen dyrkes i Columbia, men de mexicanske narkokarteller har stort set kontrol over hele markedet, indtil kokainen er i Europa.
De benytter hårdhændede metoder for at holde markedet på deres hænder.
- Bortførelser, tortur og drab. Der er så mange penge på spil, at narkokartellerne ikke tøver med at bruge korruption og ekstrem vold, siger Stephanie Cherbonnier fra de franske narkomyndigheder.
I Europa tager forskellige bander over. Der er ifølge AFP mafiabander fra blandt andet Marokko, Albanien, Serbien og Italien.
EU's politienhed, Europol, anslår, at det europæiske kokainmarked på gadeplan er 10,5 milliarder euro værd. Det svarer til knap 80 milliarder danske kroner.
Særligt Europas store containerhavne er plaget af den kriminalitet, der følger med det hvide pulver.
Indtil starten af 00'erne foregik hovedandelen af smuglingen i Sydeuropa.
Størstedelen af den sydamerikanske kokain smugles til Europa sammen med lovlige varer som bananer, sukker og dåsemad. Her snuser en politihund sig frem til et parti kokain blandt bananer i havnebyen Rotterdam i Holland. (Arkivfoto). Foto: Jonas Roosens/Ritzau Scanpix
Men anholdelsen af mange smuglere og stigning i maritim trafik har i stedet fået kartellerne til at se mod containerhavne som Antwerpen, Hamburg, Le Havre og Rotterdam.
Annonce
Efter kokainens ankomst til Europa overlades den i hænderne på bander og mafiagrupper.
Ifølge lederen for den franske toldstyrelse, Corinne Cleostrate, er nogle af grupperne indbyrdes konkurrenter, mens andre har skabt alliancer og har taget monopol på salg i bestemte områder.
Kokainmafiaen er villig til at gå til ekstremer for at beskytte den lukrative forretning.
- Kriminaliteten i Europa er vokset til helt nye højder, siger den belgiske politichef Eric Snoeck til AFP.
- De har ingen kvaler ved at torturere folk for at få information eller henrette folk, der ikke har holdt aftaler.
I Antwerpen har politiet i de seneste fem år registreret mere end 200 voldsepisoder, der var direkte relateret til stofsalg. Senest blev en 11-årig pige i sidste uge dræbt i en skudveksling.
Toldmyndighederne har kun kapacitet til at tjekke én procent af de millionvis af containere, der årligt passerer gennem den franske havneby Le Havre, fortæller en tolder. (Arkivfoto). Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Den hollandske journalist Peter R. de Vries blev i 2021 dræbt af skud i en parkeringskælder efter at have arbejdet med at afsløre den kriminelle underverden.
I 2020 opdagede det hollandske politi containere, der var omdannet til et torturkammer.
Sidste år lykkedes det politiet at knække krypteringen til en af de besked-apps, som banderne benytter.
Her fandt politiet videoer, hvor bandemedlemmer henretter folk ved blandt andet at køre dem gennem en kødkværn.
Annonce
EU og de nationale myndigheder gør, hvad de kan, for at forhindre kokainsalget. I 2022 beslaglagde politiet i Antwerpen 109,9 tons kokain.
- Det viser, at vores metoder virker, men også at tilstrømningen af kokain er stigende, siger Cleostrate.
Hun anslår, at kun ti procent af kokainen sendt til Europa bliver fanget i tolden.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Imens fortsætter kokainforretningen på europæernes mobiltelefoner.
/ritzau/
Fra kokaplante til kokain i Europa
* Kokainens rejse begynder i de højtliggende bjergområder i Bolivia, Columbia og Peru. Her dyrker bønder de kokaplanter, hvis blade rummer ekstrakten til kokain.
* Efter kokahøsten bliver plantens blade sammen med benzin, lime, cement og ammoniumsulfat blandet til en masse.
* Senere bliver massen blandet med syre og opløsningsmidler. Under denne proces bliver massen til det hvide pulver, der kaldes kokain.
* Herefter begynder rejsen til Europa. Kokainen transporteres primært på containerskibe blandt lovlige varer som bananer og sukker, mens noget også transporteres i kufferter og i maven på smuglere.
Seneste artikler
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Ejer af grillbar: Alt er smeltet