Nato og EU udvider samarbejdet i ny plan med 34 tiltag
Nato og EU vil udvide deres samarbejde i en plan, der omfatter 34 nye tiltag. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg (til højre), og EU's udenrigschef, Federica Mogherini (til venstre), på et fælles pressemøde under Natos udenrigsministermøde i Bruxelles. Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo
/ritzau/AP/Virginia Mayo
Tættere samarbejde mellem Nato og EU skal blandt andet dæmme op for trusler mod medlemslande.
Nato og EU vil udvide deres samarbejde i en plan, der omfatter 34 nye tiltag.
De kommer oven i de 42 konkrete tiltag på syv forskellige områder, som Nato og EU allerede identificerede sidste år.
Det er meldingen fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, tirsdag på et fælles pressemøde under Natos udenrigsministermøde i Bruxelles.
Målet med det stadig tættere samarbejde er at dæmme op for trusler, der rettes mod medlemslandene til lands, til vands og i cyberspace.
Jens Stoltenberg siger, at det tætte samarbejde er vigtigt for både Nato og EU, hvor 22 lande er medlemmer begge steder.
- Over 90 procent af befolkningen i EU er borgere i et Nato-land, siger Stoltenberg.
- Vi står over for det samme sikkerhedsmiljø. Vi står over for de samme udfordringer. Og derfor må vi svare sammen baseret på vores fælles værdier, siger han.
Et af de nye samarbejdsområder er det, der i daglig jargon kaldes militær-Schengen.
Det handler om at fjerne barrierer, der forsinker militære transporter gennem medlemslandene.
Og det handler om hurtige procedurer og nok transportmidler, veje, havne og lufthavne.
- Vores mål er at gøre militær mobilitet til det nye flagskib for samarbejdet mellem Nato og EU, siger Stoltenberg.
De to vestlige organisationer skal også udveksle flere oplysninger i kampen mod terror. Desuden skal de koordinere deres antiterrorstøtte til partnerlande.
- Vi bringer samarbejdet mellem Nato og EU op på et nyt niveau, siger Stoltenberg.
23 EU-lande skrev i sidste måned under på, at de vil deltage i et fast udvidet forsvarssamarbejde, der skal give EU flere militære muskler.
Det kan føre til flere penge til forsvar og bedre udstyr i EU, og det skal Nato også kunne nyde godt af.
- Udviklingen af forsvarsudstyr i EU og Nato må hænge sammen. For vi kan ikke præsentere modstridende krav og prioriteter til vores lande, siger Stoltenberg.
- Styrker og udstyr må være til rådighed for både EU og Nato, siger han.
Federica Mogherini siger, at det tættere forsvarssamarbejde i EU ikke mindst handler om at bruge pengene bedre for at opnå en større effekt.
- Så et styrket EU på forsvars- og sikkerhedsområdet vil også styrke Nato, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned