Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, for sin "makker i fred" og opfordrer ham til at indgå et "historisk kompromis" for at afslutte mange årtiers konflikt i Mellemøsten.
- Vores mål er at skabe en sikker og varig fred mellem Israel og palæstinenserne. Vi søger ikke et kort mellemspil mellem to krige. Vi søger ikke en midlertidig henstand mellem udbrud af terror, siger Netanyahu.
I en forsonende tale udlægger premierministeren sin drøm for fred mellem de stridende parter, men også Israels frygt for endnu en fredsproces uden resultater.
- Vi forlod Libanon, og vi fik terror. Vi forlod Gaza, og vi fik terror. Vi vil sikre os, at det territorium, vi opgiver, ikke bliver omdannet til en tredje iranskstøttet enklave rettet mod Israels hjerte, siger han.
USA's præsident, Barack Obama, mødtes onsdag i Washington separat med både Netanyahu, den palæstinensiske præsident. Mahmoud Abbas, Jordans kong Abdullah II og Egyptens præsident, Hosni Mubarak. Torsdag skydes de nye direkte fredsforhandlinger officielt i gang.
Det mest overraskende ved Netanyahus tale er den optimisme og umiddelbare villighed, som han udtrykker i forhold til at give indrømmelser i forhandlingsprocessen. Han anerkender blandt andet palæstinensernes ret til jord i Israel.
- Det jødiske folk er ikke fremmede i vores hjemland, vores forfædres land. Men vi anerkender, at et andet folk deler dette land med os, siger han.
- Jeg er her i dag for at finde et historisk kompromis, der vil gøre det muligt for begge folk at leve i fred, sikkerhed og værdighed, siger Netanyahu.
To israelere blev sent onsdag såret på Vestbredden, da deres bil kom under beskydning tæt på Ramallah. Det er anden dag, at israelere er under angreb på Vestbredden.
Tirsdag blev fire israelere dræbt af skud tæt på Hebron. Den islamiske Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gazastriben, har taget ansvaret for drabene.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned