New Yorks politi vil overvåge støjende fester med droner
Under den kommende Labor Day-weekend i USA vil politiet bruge droner, hvis de får naboklager om støjende fester. Foto: Ted Shaffrey/Ritzau Scanpix
Det har medført kritik, at storbyen New York planlægger at sende droner ud i forbindelse med naboklager.
Politiet i den amerikanske storby New York vil i den kommende weekend bruge droner til at overvåge potentielt støjende fester.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Tiltaget er sat i søen forud for Labor Day-weekenden, hvor mange amerikanere traditionelt samles til større arrangementer.
Dronerne vil blive brugt i forbindelse med klager over fester.
Det oplyser vicepolitikommissær Kaz Daughtry.
- Hvis vi får et opkald om, at der er en stor forsamling, en stor fest i en baggård, så vil vi benytte os af alle vores værktøjer til at undersøge festen, siger Kaz Daughtry på et pressemøde ifølge AP.
Blandt værktøjerne findes de små flyvende droner.
Planerne har hurtigt tiltrukket sig negativ opmærksomhed fra organisationer, der værner om borgerrettigheder og privatlivets fred.
- At bruge droner på den her måde er et scenarie, der virker inspireret af science fiction, siger Daniel Schwarz, der arbejder med privatliv og teknologi ved borgerrettighedsorganisationen New York Civil Liberties Union.
Labor Day falder mandag og er en amerikansk mærkedag til ære for arbejderbevægelsen. Den kan sammenlignes med 1. maj i Danmark.
Politiets omstridte forslag er - foruden Labor Day - udløst af en årlig caribisk festival, der typisk kræver stor tilstedeværelse fra politiet i Brooklyn.
Dronerne skal fokusere på områder nær festivalens paraderute.
New York er en af flere byer, der hastigt har øget brugen af droner til politimæssige formål. New Yorks politi har brugt dem i nødsituationer 124 gange i løbet af i år, viser politiets egne tal ifølge AP.
Det er en markant stigning fra blot fire gange i 2022.
Dronerne er i år blandt andet blevet brugt, da en parkeringskælder kollapsede i New York, og da streameren Kai Cenat udløste kaos på Union Square ved at uddele gratis Playstation 5-spillekonsoller.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned