Ni døde da bilist pløjede ind i fodgængere i Kina
Motivet er uklart bag et formodet angreb i Kina, hvor en mand kørte en bil ind i en menneskemængde.
Ni mennesker er døde og 46 kvæstet, efter en mand har kørt en bil ind i en menneskemængde i byen Hengdong i det centrale Kina.
Det oplyser lokale myndigheder ifølge flere nyhedsbureauer.
Tre af de tilskadekomne meldes alvorligt kvæstet, skriver nyhedsbureauet dpa.
Billeder delt på sociale medier viser en stor, rød personbil med en beskadiget kofanger. Andre og mere voldsomme billeder viser mennesker liggende kvæstet mellem udendørs borde på et torv i Hengdong.
Det er ikke umiddelbart klart, om der er tale om terrorisme, eller hvad der er motivet bag det formodede angreb.
Politiet har anholdt bilisten, som er en 54-årige mand, skriver Beijing Ungdomsavis, der er udgivet af kommunistpartiets ungdomsafdeling.
Avisen skriver ifølge nyhedsbureauet AP, at manden tidligere har afsonet domme for blandt andet overfald og ildspåsættelse.
Myndighederne i den kinesiske by oplyser, at de er i gang med at efterforske sagen, men oplyser ikke umiddelbart yderligere.
Voldskriminalitet har været stigende i Kina i de seneste årtier. Tidligere har kinesisk politi beskyldt militante separatister for at stå bag lignende angreb.
I 2013 pløjede en stor personbil ind i en menneskemængde foran Den Forbudte By i hovedstaden, Beijing. Fem mennesker blev dræbt, heriblandt de tre i bilen.
Politiet lagde skylden for angrebet på militante uighurer, som er et muslimsk mindretal i Kina.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned