Nigerias hær redder 1880 civile fra Boko Haram
På en uge har nigerianske soldater reddet over 1800 civile fra voldelige ekstremister i skovområde.
Nigerianske soldater har reddet 1880 civile fra et af Boko Harams kerneområder i den nordøstlige del af det afrikanske land. Det siger en militær leder onsdag.
De civile er reddet fra et skovområde på omkring 1300 kvadratkilometer, hvor den islamistiske bevægelse normalt står stærkest.
Boko Haram jihadister har siden 2009 forvoldt mindst 20.000 menneskers død. Militante islamister fra gruppen bortførte omkring 270 skolepiger fra deres skole i april i 2014.
Jihadistgruppen fører en oprørskrig for at danne et islamisk kalifat i den nordøstlige del af landet.
Nigeria er med over 182 millioner indbyggere Afrikas mest folkerige land.
Tidligere på måneden sprængte to piger, der var syv eller otte år, sig selv i luften på en markedsplads i det nordøstlige Nigeria og dræbte mindst en anden person og sårede 18 andre.
Det menes, at gruppen Boko Haram står bag angrebet. Boko Haram bruger rutinemæssigt kvinder og piger til at gennemføre selvmordsangreb.
Ifølge Amnesty International bliver bortførte kvinder og piger brugt som kokke, sexslaver og selvmordsbombere af jihadisterne. Alligevel vælger nogle kvinder selv at tilslutte sig Boko Haram - i håb om et bedre liv.
Det fremgår af en nylig rapport fra ICG, International Crisis Group.
Kvinderne, der hovedsageligt er fra den nordøstlige, muslimske del af landet, flygter fra fattigdom og ekstrem kønsdiskrimination. De flygter lige i armene på Boko Haram, hedder det.
- For nogle kvinder, der holdes fanget i et hjem, er Boko Haram en redning, siger Rinaldo Depagne, der er projektleder for ICG i Vestafrika, til Thomson Reuters Fonden i Dakar, Senegal.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned