Nobels fredspris kan bruges til klimaopråb eller kritik af krigen

Med fredsprisen følger en medalje som den på billedet, et diplom og 10 millioner svenske kroner - cirka 6,85 millioner danske kroner. Foto: Staff/Reuters

Måske ingen bør få Nobels fredspris i år, fordi konflikterne virker endeløse, lyder det fra forsker. Klimaaktivister og krigsmodstandere spås dog gode chancer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spekulationerne tager til før uddelingen af Nobels fredspris i Oslo fredag.

For i år er det måske mere oplagt end nogensinde, at prisen bliver brugt til at sende et budskab.

Spørgsmålet er, hvad komitéen bag prisuddelingen ønsker at råbe op om.

Eksperter ser to oplagte bud for sig.

Den ene fløj peger på, at prisen vil gå til kritikere af den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans krig i Ukraine.

Et højaktuelt tema, som i forvejen har hele verdens opmærksom.

Den anden fløj tror, at komitéen i stedet vil slå et slag for den altid aktuelle klimakrise og på den måde understrege behovet for en større indsats.

Bookmakere spår den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, gode chancer for at modtage Nobels fredspris. Det vil være risikabelt at give ham den, lyder det fra leder af institut for fredsforskning. (Arkivfoto). Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters

Henrik Urdal, leder af Peace Research Institute Oslo, mener, at den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, og den fængslede Putin-kritiker Aleksej Navalnyj fortjener at modtage prisen i fællesskab.

- De er begge mestre af ikkevoldelige prodemokratiske aktiviteter i deres lande.

- Og både Navalnyj og Tikhanovskaja har været meget fremtrædende kritikere af krigen i Ukraine, siger han.

Prisen kan også gå til organisationer, som beskæftiger sig med krigen.

Det vil for eksempel være en klar afstandtagen til Putins krig, hvis prisen går til dem, der undersøger formodede krigsforbrydelser i Ukraine.

Af disse kan nævnes Den Internationale Straffedomstol og det undersøgende medie Bellingcat.

Selv om han er blandt favoritterne hos bookmakerne, så vil det være en overraskelse og måske lidt af et sats at give prisen til den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Under krigen er han blevet en symbolsk figur på ukrainernes modstand. Men en fredspris vil nok være at overgøre det, lyder det fra Urdal.

For det vil være risikabelt for komitéen at give prisen til en præsident, som er i krig. Også selv om det er ukrainerne, som krigen bliver ført imod.

- Der vil altid være grusomheder. Også fra ukrainsk side, siger Urdal.

Krigen i Ukraine har selvsagt sat sit præg på verden i år.

Men det har også været et år med flere ekstreme vejrfænomener, som er fremprovokeret af klimakrisen.

Af eksempler kan nævnes Europas voldsomme hedebølger og enormt ødelæggende oversvømmelser i Pakistan.

- Nobelkomitéen vil have en unik mulighed for at sige, at de mange kriser, som verden står overfor, skal løses i fællesskab ved at give fredsprisen til klimaforandringerne, siger Oda Andersen Nyborg, leder af Norges Fredsråd.

Mere specifikt nævnes klimaaktivister som svenske Greta Thunberg og den britiske naturformidler David Attenborough.

Derudover kommer et bud fra den lillebitte østat Tuvalu i Stillehavet. Klimaforandringer truer øens eksistens, og landets udenrigsminister Simon Kofes dundertaler kan måske sikre ham fredsprisen.

Endelig kan det også være, at der slet ikke findes en modtager af prisen. Sådan gik det for 50 år siden.

Og sådan bør det måske gå igen i år, mener Sverre Lodgaard, som er forsker ved Norsk Udenrikspolitisk Institutt.

- Ingen kan hævde at have gjort nogen store gennembrud på fredsområdet. Konflikterne virker endeløse, og traktater synes at være til for at blive brudt, siger han.

/ritzau/AFP

Derfor har vi Nobels fredspris

* Prisen er stiftet af Alfred Nobel, en svensk kemiker, der levede fra 1833 til 1896. Han blev rig efter at have opfundet dynamit.

* Prisen skulle ifølge Alfred Nobel uddeles til den, "der har gjort det største arbejde for at skabe broderskab mellem nationer, afskaffe stående hære eller for at fremme eller skabe fredskonferencer". Den er igennem årene uddelt for at anerkende mange forskellige former for fredsfremmende arbejde.

* Med prisen følger en medalje, et diplom og 10 millioner svenske kroner - cirka 6,85 millioner danske kroner.

* Nobels fredspris er blevet uddelt siden 1901. Prisen er en af fem oprindelige Nobelpriser. De øvrige kategorier er fysiologi/medicin, fysik, kemi og litteratur.

* Der er også en Nobelpris i økonomi. Den er ikke blandt de oprindelige nobelpriser, men er anerkendt af Nobelstiftelsen, som uddeler prisen efter samme principper som de øvrige priser.

* Fagpriserne uddeles af Nobelstiftelsen i Stockholm, mens modtageren af fredsprisen vælges af en komité nedsat af det norske Storting.

* Myten siger, at en avis i 1888 ved en fejl bragte Alfred Nobels nekrolog, hvor den kaldte ham dødens købmand på grund af dynamittens store skadevirkninger.

* Det skulle have fået Alfred Nobel til at stifte prisen for at rette op på eftermælet.

* Fredsprisen blev ikke uddelt i årene omkring Første- og Anden Verdenskrig.

Kilder: Ritzau, nobelpeaceprize.org og nobelprize.org.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu