Nordkorea aflyser opvisning og skælder ud på sydkoreanske medier
Nord- og sydkoreanske ishockeyspillere skal spille sammen ved det kommende vinter-OL. De to lande stiller med et fælles kvindeligt hold i ishockeyturneringen. Foto: Reuters/Stringer
Reuters/Stringer
Nord- og sydkoreanere skulle have fremført en fælles opvisning inden vinter-OL. Det er nu aflyst.
Nordkorea har aflyst en fælles kulturel opvisning med Sydkorea op til vinter-OL.
Årsagen skulle være, at sydkoreanske medier har skrevet om den nordlige nabo i vendinger, der opildner til en "fornærmende" folkestemning over for nordkoreanerne.
Det meddeler Sydkoreas ministerium for genforening mandag.
Opvisningen skulle have fundet sted 4. februar ved Kumgang-bjerget i Nordkorea forud for vinterlegene, der begynder i Pyeongchang i Sydkorea 9. februar.
Den sydkoreanske regering kalder Nordkoreas beslutning "meget ærgerlig". Samtidig minder regeringen om, at nordkoreanerne bør leve op til alle de aftaler, der er indgået mellem de to lande.
De seneste år har der været en meget anspændt stemning på den koreanske halvø. Her har Nordkorea testet det ene missil efter det andet, mens Sydkorea har gennemført adskillige militærøvelser med blandt andet USA.
Men i det nye år er der sket et tøbrud i forholdet mellem de to lande. De har aftalt, at Nordkorea kan deltage i det kommende vinter-OL, hvor landene vil gå samlet under et fælles flag under åbningsceremonien.
Det er også aftalt, at landene stiller med et fælles ishockeyhold.
Det fælles ishockeyhold har dog mødt modstand i Sydkorea, hvor en meningsmåling har vist, at 70 procent af de adspurgte er imod tiltaget, fordi det vil frarøve sydkoreanske spillere spilletid.
Aktivister i Seoul har arrangeret flere mindre protestaktioner, hvor de blandt andet har brændt et billede af Kim Jong-un, Nordkoreas leder, og det nordkoreanske flag.
Sydkoreas politiske top har efterfølgende opfordret befolkningen til at optræde imødekommende over for alle nationer ved de kommende lege.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned