Norge åbner døren for israelsk atomsladrehank
I mere end 30 år har Israel forhindret Mordechai Vanunu i at forlade landet, fordi han afslørede atomhemmeligheder. Foto: /ritzau/AP/Kevin Frayer
/ritzau/AP/Kevin Frayer
Mordechai Vanunu, der sladrede om Israels atomprogram, kan måske flytte til Norge, hvor hans kone bor.
Efter at have siddet i fængsel i Israel i 18 år er der nu åbnet en mulighed for, at 62-årige Mordechai Vanunu kan forlade sit hjemland. Det skriver norsk TV2.
I hvert fald har det norske Utlendingsdirektoratet - svarende til Udlændingestyrelsen herhjemme - givet israeleren ret til familiesammenføring med sin norske kone, Kristin Joachimsen.
Vanunu blev verdenskendt, da han i 1986 fortalte avisen Sunday Times, at Israel var i færd med at udvikle atomvåben. Han arbejdede selv på Israels atomanlæg i Negev-ørkenen.
Åbenmundetheden kostede ham en langvarig fængselsstraf, og 10 af de 18 år tilbragte han i isolation, inden han blev løsladt i 2004.
Desuden har han forbud mod at rejse ud af landet og mod at opsøge udenlandske ambassader.
Restriktionerne er hidtil blevet forlænget med et år ad gangen og skal genforhandles til november.
Derfor er det uklart, om han rent faktisk får lov til at flytte til Norge.
- Jeg håber, at dette kan løse en fastlåst situation, og at Israel benytter denne anledning, siger Kristin Joachimsens advokat, Arild Humlen, til norsk TV2.
Mordechai Vanunu mødte Joachimsen, der er teolog, i en boghandel i Jerusalem tilbage i 2007. De blev gift i 2015.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned