Norge efter danske lempelser: Coronaen er uforudsigelig
I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke længere, at man isolerer sig ved en positiv test. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mens Danmark torsdag har sidestillet corona med andre sygdomme, kalder Norge situationen for uforudsigelig.
Den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet, kalder torsdag den nuværende coronasituation i Norge for uforudsigelig.
Det sker i styrelsens ugentlig rapport.
Årsagen er ifølge rapporten, at de dominerende coronavarianter i Norge er dem, som i højere grad kan omgå immunitet og antistofbehandling.
Samtidig viser den seneste uges tal, at smitten er stigende i Norge.
Den norske udmelding kommer, på samme dag hvor Sundhedsstyrelsen i Danmark har sidestillet coronavirus med andre sygdomme. Det betyder, at det ikke længere anbefales, at man isolerer sig ved en positiv test.
I Norge ser Folkehelseinstituttet tegn på, at antallet af coronatilfælde, influenzatilfælde og tilfælde af RS-virus er på vej op.
- Det er muligt, at alle tre epidemier bliver betydeligt større i juletiden.
- Den samlede belastning på sundhedsvæsenet kan blive stor. Sygehusene og kommunerne skal have beredskab til øget sygdom, højere sygefravær, flere indlæggelser og flere udbrud på plejehjem og sygehuse, lyder det.
I Danmark siger Line Raahauge Hvass, der er konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at der ikke længere er brug for særregler.
- Vi kan nu tage endnu nogle skridt mod mere normale tilstande i forhold til at håndtere covid-19 i både samfund og sundhedsvæsen.
- Der er ikke længere behov for meget specifikke retningslinjer for covid-19 i forhold til andre sygdomme, for eksempel at personer med en positiv test for covid-19 isolerer sig i mindst fire dage, siger hun i en pressemeddelelse.
I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme, hvis man føler sig syg. Det er for at forebygge smitte med både coronavirus og influenza.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie