Kinesiske myndigheder forhindrer internetbrugere i Kina i at gå ind på den norske radio- og tv-station NRK's hjemmeside forud for overrækkelsen af Nobels fredspris til kineseren Liu Xiaobo fredag.
Det oplyser NRK.
Blokaden af NRKs hjemmeside er det seneste tegn på den kinesiske ledelses vrede over, at den norske Nobelkomité har tildelt fredsprisen til den kinesiske demokratiforkæmper og systemkritiker.
Liu Xiaobo kommer ikke til overrækkelsen fredag. Han afsoner en fængselsdom på 11 år i det nordlige Kina for landsskadelig virksomhed.
Tv-stationerne CNN og BBC er også berørt af blokaden, oplyser NRK.
Styret i Beijing har, siden den norske Nobekomité tildelte fredsprisen til Xiaobo den 8. oktober, aflyst en række møder med norske ministre og embedsmænd i protest mod tildelingen.
Selv om Nobelkomitéen er uafhængig af den norske regering, har kineserne alligevel rettet deres vrede mod regeringsmedlemmer.
Under den igangværende klimakonference i Cancun i Mexico har kinesiske repræsentanter nægtet at mødes med den norske statsminister, Jens Stoltenberg, der står i spidsen for den norske delegation.
Kina og 18 andre lande boykotter overrækkelsen, der finder sted på Oslo rådhus.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned