Norske Statoil finder naturgas i Tanzania
Det norske olieselskab Statoil har gjort endnu et stort gasfund ud for Tanzanias kyst.
Tilsammen er Statoil-fundene i det østafrikanske land større end forekomsten i det nordnorske gasfelt, Snøhvit.
Det seneste fund er gjort sammen med partneren ExxonMobil i Lavanibrønden i blok 2 i Tanzania. Statoil oplyser, at fundet er på tre billioner kubikfod naturgas.
Samtidig oplyser selskabet, at det har fundet yderligere en billion kubikfod i forbindelse med Zafarani-fundet i samme blok. Det kommer oven i det gasfund, som Statoil offentliggjorde i februar, på fem billioner kubikfod.
Gasfundene svarer omregnet til omkring 1,5 milliarder tønder olieekvivalenter.
- Tilsammen er fundene i Tanzania større end Snøhvit. Vi regner med, at der vil være en høj udvindingsgrad, siger pressetalsmand Bård Glad Petersen, Statoil.
Det sidste fund er gjort i et sandstenreservoir, som, den norske olie- og gasgigant mener, er af god kvalitet med høj porøsitet og gode gennemstrømningsegenskaber.
- Totalt er fundene et vigtigt skridt videre mod en mulig fremtidig gasudbygning i Tanzania, siger Tom Dodson, der er Statoils koncerndirektør for olieeftersøgning.
Statoil har været i Tanzania siden 2007, da selskabet fik tildelt licensen for blok 2. Det norske selskab er operatør på vegne af Tanzania Petroleum Development Coorperation og har en ejerandel på 65 procent. Resten ejes af ExxonMobil og Production Tanzania.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie