Den skandaleramte danske filminstruktør Lars von Trier får nu opbakning fra uventet side efter den kontroversielle bortvisning fra Cannes.
Irans vicekulturminister for biograffilm, Javad Shamaqdari, har sendt et brev til formanden for filmfestivalen i Cannes, Gilles Jacob.
Heri kritiserer han festival-ledelsen for deres beslutning om at bortvise den danske filminstruktør for hans upassende bemærkninger om nazisme og Hitler.
- I har vel ikke glemt, at festivalen i Cannes blev skabt for at kæmpe mod fascister, skriver Shamaqdari i brevet, som bliver citeret i iranske medier.
- Efter 64 år er det trist se sporene af fascistisk opførsel i Cannes-ledelsens beslutning om at bortvise en af de fremtrædende europæiske filmskabere, tilføjer han.
Javad Shamaqdari mener, at filmfestivalen i Cannes har fået "en skamplet i dens historie". Men i modsætning til mange andre er det ikke von Triers opførsel han tænker på.
- Måske er det nødvendigt at udarbejde nye definitioner for ytringsfrihed. Ellers synes den behandling, som Lars von Trier har fået ved at blive tvunget til at undskylde flere gange at være en mindelse om kirkens behandling af Galileo i Middelalderen, skriver ministeren.
Lars von Trier blev bortvist fra festivalen, efter at han i spøg kaldte sig selv nazist og Hitler-sympatisør.
Trods bortvisningen af von Trier fik hans film "Melancholia" lov til at fortsætte i hovedkonkurrencen. Og hans kvindelige hovedrolleindehaver Kirsten Dunst blev hædret for bedste kvindelige hovedrolle.
Iranernes forsvar for Lars von Trier skal ses i lyset af, at Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har kaldt nazisternes drab på seks millioner jøder under Holocaust for en myte.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned