Ny lov baner vej for historisk højrefløjsregering i Israel
Benjamin Netanyahu ventes inden længe at kunne præsentere en ny regering i Israel. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Benjamin Netanyahu ventes snart at stå i spidsen for den mest højreorienterede regering i Israels historie.
Israels parlament har tirsdag vedtaget en ny lov, der baner vej for, at Benjamin Netanyahu kan blive premierminister for tredje gang.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den nye lov betyder, at en af Netanyahus kommende samarbejdspartnere, Aryeh Deri fra det ultraortodokse Shas-parti, godt kan få en ministerpost, selv om han i januar blev dømt for skattesvindel.
Hidtil har man været udelukket fra at blive minister i syv år efter en dom. Det er dog ændret nu, så det kun gælder, hvis man har fået fængselsstraf.
Aryeh Deri fik en betinget straf efter at have indgået et forlig i januar. Det skriver den israelske avis The Jerusalem Post.
73-årige Benjamin Netanyahu, der selv har en række korruptionsanklager hængende over sig, er på vej mod at danne ny regering. Ifølge politiske analytikere vil det blive den mest højreorienterede i Israels historie.
Den lov, der tirsdag er vedtaget, betyder også, at en person kan have poster i to forskellige ministerier. Bezalel Smotrich fra Det Religiøse Zionistparti ventes foruden finansministerposten at få en post i forsvarsministeriet.
Smotrich betragtes som en stor fortaler for bosættelserne på Vestbredden, skriver nyhedsbureauet dpa. Med de nye ministerposter ventes han at få stor indflydelse på den israelske regerings politik vedrørende netop Vestbredden.
Den nye lovgivning blev vedtaget, da 63 ud af de 120 medlemmer af Israels parlament, Knesset, tirsdag stemte for. 55 stemte imod.
Benjamin Netanyahu var premierminister i Israel fra 2009 til 2021. Inden da havde han også en periode på posten fra 1996 til 1999.
I juni 2021 overtog Naftali Bennett posten som premierminister. Godt et år senere oplyste han dog, at han ville opløse parlamentet og træde tilbage.
Det blev herefter vedtaget, at der skulle afholdes parlamentsvalg 1. november. Det var Israels femte valg på lidt over tre et halvt år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned