Nye Star Wars-film på vej efter Disney-opkøb
Disney-koncernen har købt George Lucas' berømte filmstudie, der også omfatter hans Star Wars-univers, oplyser underholdningsgiganten tirsdag. Samtidig meddeler Disney, at det er planen at indspille flere film i den legendariske sci-fi-serie.
Star Wars 7 vil få premiere i 2015, og flere film ventes at fortsætte Star Wars-sagaen og bringe serien godt ind i fremtiden, siger Walt Disney Co., i forbindelse med købet af Lucasfilm for over 4 milliarder dollar (knap 25 milliarder kroner).
- Handlen kombinerer en portefølje i verdensklasse af indhold - heriblandt Star Wars-filmene - med Disneys enestående og uovertrufne kreativitet, siger Disneys chef, Robert Iger.
- Lucasfilm afspejler grundlæggeren George Lucas' enestående passion, vision og fænomenale fortællekunst, siger Iger, der står i spidsen for den verdensomspændende underholdningsgigant, Disney, med hovedkvarter i Burbank i udkanten af Los Angeles.
Handlen vurderes til 4,05 milliarder dollar, baseret på den aktuelle børsværdi. Disney betaler halvdelen kontant og udsteder omkring 40 millioner aktier for at slutte aftalen. Lucasfilm ejes 100 procent af George Lucas.
- I de seneste 35 år har en af mine største fornøjelser været at se, hvordan Star Wars er gået i arv fra den ene generation til den næste, tilføjer Lucas, der driver sin virksomhed fra San Francisco.
- Nu er det på tide for mig at give Star Wars videre til en ny generation af filmmagere. Jeg har altid været overbevist om, at Star Wars ville overleve mig, og jeg synes, at det er vigtigt at gennemføre overdragelsen, mens jeg stadig er i live, siger Lucas.
Den første Star Wars-film havde premiere i 1977, og der har været to trilogier, tre fra 1977-1983 og andre tre fra 1999-2005, mens varemærket har udviklet sig til forlystelsesparker og en enorm merchandise-virksomhed.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned