Nye uroligheder i al-Aqsa-moskeen i Jerusalem
Flere lande og organisationer har udtrykt bekymring over spændingerne mellem palæstinenserne i al-Aqsa-moskeen og det israelske politi. Foto: Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix
Der er onsdag aften atter sammenstød i al-Aqsa-moskeen. Tidligere på dagen førte det til over 350 anholdelser.
Der er opstået uroligheder ved al-Aqsa-moskeen i Jerusalem for anden gang onsdag.
Det oplyser vidner til Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet er israelsk politi brudt ind i moskéen, hvorefter det har forsøgt at evakuere palæstinenserne, som befandt sig derinde.
Reuters skriver endvidere, at det israelske politi endnu ikke har kommenteret sagen.
Betjentene har blandt andet skudt med gummikugler.
Natten til onsdag opstod der ifølge Reuters et sammenstød mellem israelsk politi og palæstinenserne inde i al-Aqsa-moskeen.
Det resulterede i, at 12 personer blev såret, mens over 350 personer blev anholdt.
I en udtalelse skrev israelsk politi ifølge AFP, at de anholdte personer havde barrikaderet sig inde i moskéen, og at de havde kastet med sten mod betjente samt affyret fyrværkeri.
Inden anholdelserne affyrede politiet blandt andet chokgranater for at tømme moskéen, hvor de tilstedeværende havde været til bøn i anledning af ramadanen.
Hændelsen, der skete natten til onsdag, er ikke faldet i god jord hos flere lande og organisationer, som har rettet kritik mod det israelske politi.
Blandt andet har FN's generalsekretær, António Guterres, kaldt billederne fra al-Aqsa-moskéen for "chokerende og forfærdelige". Det siger hans talsperson ifølge AFP.
Derudover har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, udtalt, at politiet har krydset en "rød linje" ved at træde ind i den hellige bygning.
Imens har Canadas premierminister ifølge Reuters udtrykt bekymring over sammenstødet. Onsdag har han opfordret den israelske regering til at sørge for at dæmpe spændingerne.
Også i USA frygter man en eskalering af konflikten. John Kirby, talsmand for Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd, fortæller, at USA er "ekstremt bekymret over den fortsatte vold". Det skriver AFP.
al-Aqsa-moskéen er et af de helligste steder inden for islam. Moskéen ligger i Østjerusalem på Tempelbjerget, som er helligt for både jøder og muslimer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned