Dramatikken omkring den græske gældskrise fortsætter, og eurolandenes leder, Jean-Claude Juncker, indkalder nu til endnu et krisemøde.
De 17 eurolande udskød natten til mandag beslutningen om at sende flere penge af sted til Grækenland samt fastlægge kravene for en ny græsk hjælpepakke.
Men allerede om små to uger - søndag den 3. juli - skal eurolandenes finansministre altså igen samles for at tage stilling til en løsning på den tilspidsede situation.
Eurolandene sætter deres lid til, at Grækenland inden mødet om to uger har godkendt kravene til den nye sparepakke.
- Jeg er overbevist om, at Grækenland gør alt for at vi kan tage en beslutning, siger Juncker på et pressemøde i Luxembourg.
- Grækenland vil ikke blive ladt i stikken af sine partnere i Europa. Landet ved, hvad det er nødt til at gøre, understreger Juncker.
Eurolandene vil først frigive det næste lån til Grækenland, der lyder på 12 milliarder euro, når de nye krav til en stram styring af økonomien er blevet stemt igennem i det græske parlament.
Og her lægger en stor del af presset nu på den nyudnævnte græske finansminister, Evangelos Venizelos, som på eurogruppens møde i Luxembourg har forsikret sine europæiske kolleger om, at Grækenland vil holde sine løfter til EU.
- Han (Grækenlands nye finansminister, red.) gør det nødvendige, der skal til, for at vi kan træffe en beslutning den 3. juli, lyder den samme forsikring fra Juncker.
Han nægter at udtale sig om "en plan B", hvis spareplanen ikke går igennem det græske parlament.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie