Nyt proeuropæisk parti i spidsen efter valg i Montenegro
Milojko Spajic, lederen af det nye Europa Nu, skåler med partimedlemmer, efter det står klart, at partiet formentlig er blevet det største ved søndagens valg i Montenegro. Foto: Stevo Vasiljevic/Reuters
Præsidentvalg tidligere i år gav choknederlag til Montenegros mangeårige leder. Valg kan pege i ny retning.
Med en stor del af stemmerne talt op efter søndagens parlamentsvalg i Montenegro fører det nye parti Europa Nu med 25,5 procent af stemmerne.
Det viser en prognose beregnet ud fra de optalte stemmer fra analysefirmaet CEMI.
På andenpladsen kommer det mangeårige dominerende Demokratiske Socialistparti med 23,4 procent.
Valget har fundet sted kun få måneder efter, at Milo Djukanovic, den mangeårige leder i den lille tidligere jugoslaviske republik, led et choknederlag ved præsidentvalget.
Det var i april. Her blev han slået af en nybegynder i montenegrinsk politik, Jakov Milatovic.
Djukanovic har ledet Montenegro siden løsrivelsen fra Jugoslavien i 2006 og længe før.
Resultatet af søndagens valg kan måske vise, hvilken politisk fremtid landet går i retning af.
Europa Nu er, som navnet siger, et proeuropæisk parti. Det blev stiftet i 2022, og det har ifølge AFP lovet højere lønninger og reformer.
Djukanovic' socialistparti har også et medlemskab af EU på dagsordenen.
I prognosen fra CEMI har en konservativ alliance, For Montenegros Fremtid, der ledes af det proserbiske og prorussiske parti Demokratisk Front, fået 14,7 procent ifølge prognosen.
Et endeligt valgresultat ventes meddelt i løbet af nogle dage.
Der bor cirka 620.000 mennesker i Montenegro. Landet er lidt under en tredjedel så stort som Danmark.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned