Der bliver i øjeblikket stillet store spørgsmål ved Barack Obamas evne til at skabe økonomisk vækst og nye arbejdspladser,
Den amerikanske præsident vil torsdag gå i kødet på kritikerne ved at fremlægge en plan, der skal skabe masser af nye job i en fart, siger Det Hvide Hus.
- Vi er nødt til at gøre ting, der direkte skaber job og får økonomien til at vokse på kort sigt, og præsidenten vil fremlægge forslag, der gør netop det, siger talsmand i Det Hvide Hus, Jay Carney.
Unavngivne kilder hos Demokraterne siger til tv-kanalen CNN, at Obamas plan for at skabe flere job har et prisskilt på 1600 milliarder kroner.
Obama får i øjeblikket tørre tæsk i meningsmålingerne, når der bliver spurgt til hans evne til at bedre den amerikanske økonomi.
I en måling for avisen Wall Street Journal er kun 44 procent af vælgerne tilfredse med præsidenten som helhed, mens kun 37 procent er tilfredse med hans økonomiske politik.
54 procent mener, at det er usandsynligt, at det lykkes Obama at komme fri af krisen.
En måling foretaget af websitet politico.com og George Washington Universitetet viser, at 72 procent af de amerikanske vælgere mener, at USA "i høj grad" eller "i nogen grad" er på vej i den forkerte retning.
Mange analytikerne mener, at Obama er nødt til at få arbejdsløsheden et godt stykke under ni procent, hvis han skal have en chance for at blive genvalgt i 2012.
Jay Carney vil ikke gå i detaljer med, hvilke forslag Obama vil afsløre torsdag, når han skal tale til nationen, men han slår fast, at præsidentens udspil får en "direkte, hurtig og positiv" effekt på USA's økonomi, hvis de bliver vedtaget i Kongressen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned