Obama overhaler Romney i ny måling
Foto: Jason Reed /Scanpix
Jason Reed /Scanpix
USA's præsident, Barack Obama, har atter lagt sig i spidsen foran sin udfordrer, republikaneren Mitt Romney.
Det viser en måling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters, som giver Obama et forspring på 46 procent mod 43 til Romney.
Det er tredje dag i træk, at Obama lægger afstand til Romney i Ipsos-målingen, der foretages dagligt.
De to præsidentkandidater mødes natten til onsdag dansk tid i New York til den anden af tre planlagte tv-debatter forud for valget den 6. november.
Tirsdagens måling viser endvidere, at antallet af vælgere, der ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på, er steget.
Romney havde ellers fået fat i en del af den vælgergruppe efter den første tv-debat, hvor politiske eksperter er enige om, at han klarede sig bedst over for Obama, der virkede uoplagt.
- Efter den første debat var der afgjort fremgang for Romney. Meget af hans fremgang kom ikke fra Obamas vælgere, men fra de vælgere, der ikke havde besluttet sig, siger Julia Clark fra Ipsos.
- Nu ser vi faktisk, at Romneys opsving svinder ind igen, siger hun.
Antallet af vælgere, der har skiftet mening og nu igen er blandt den gruppe, der ikke har besluttet sig, har skåret to procentpoint af Romneys vælgertilslutning, tilføjer Julia Clark.
Omkring 13 procent af vælgerne siger, at de ikke har besluttet sig endnu. Efter den første tv-debat mellem Obama og Romney var det 10 procent.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned