Obama puster til erhvervslivets ild

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger søndag, at USA's økonomi vokser, men ikke hurtigt nok. Han advarer i et interview med tv-stationen NBC mod at tro, at der findes en magisk kur mod den sløve vækst.

- Vi havde regnet med at genopretningen ville sætte farten ned, siger han i kølvandet på nye tal, der viser en økonomisk vækst i USA på 1,6 procent for andet kvartal af 2010.

- Vi bliver nødt til at gøre to ting samtidig. Vi bliver nødt til at skubbe på for at økonomien vokser. På mellem og langt sigt er vi nødt til at få kontrol over vores underskud, siger Obama.

Præsidenten siger til tv-stationen, at den amerikanske regering bliver nødt til at træffe nogle ubehagelig valg.

- Det ville være ideelt, hvis vi ikke skulle tænke på det ene og bare fokusere på det andet. Men, ser du, det er denne generations ansvar at træffe nogle meget svære beslutninger, siger han.

Obama vil blandt andet skabe bedre lånemuligheder for mindre virksomheder.

- Vi skal vedtage lovgivning, der hjælper små virksomheder med at få kredit og som fjerner skat på kapitalgevinster, så de (selskaberne, red.) opfordres til at investere nu, siger han.

/ritzau/AFP

USA's præsident, Barack Obama, siger, at USA's økonomi ikke vokser hurtigt nok, men at han har nye udspil, som skal sætte ekstra gang i hjulene.

Offentliggjort Sidst opdateret