USA's præsident, Barack Obama, siger i præsentationen af sin nye jobplan, at USA står over for "en national krise", da økonomien er gået stå.
Derfor forsøger han nu at presse Kongressen til at vedtage en række skattelettelser og investeringsforslag, der koster 2400 milliarder kroner. Obama håber dermed at sætte skub i væksten og at skabe nye job.
- Det sætter skub i en økonomi, der er gået i stå og vil give firmaer tiltro til, at hvis de investerer og hyrer, så er der kunder til deres produkter og services. I bør vedtage denne jobplan med det samme, siger Obama.
Planen betyder blandt andet, at der gives skattelettelser til arbejdere og erhvervsliv, og at staten skal ansætte flere bygningsarbejdere og lærere. Præsidenten vil også sætte gang i en række store infrastrukturprojekter.
- Den (planen, red.) vil give skattelettelser til firmaer, der hyrer nye medarbejdere, og den vil halvere skatten på arbejde for alle arbejdende amerikanere og enhver mindre virksomhed, siger Obama i sin tale til Kongressen.
Skattelettelserne til amerikanerne fordeler sig på den del af skatten, der bliver betalt direkte af den ansatte og den del, som firmaerne bidrager med.
I sin jobplanstale langer Obama ud efter Republikanere, der konsekvent har sagt nej tak til hans økonomiske udspil. Det er på tide "at stoppe det politiske cirkus og faktisk gøre noget for at hjælpe på økonomien", siger han.
Det var en amerikansk præsident med en alvorlig mine, som gang på gang gentog sætningen:
- I bør vedtage den med det samme.
Obama understregede også, at de forslag som jobplanen indeholder, er politiske udspil, som i tidligere regeringer er blevet støttet af både republikanere og demokrater.
Infrastrukturinvesteringerne skal fordele sig på blandt andet reparationer af veje, bygningen af nye jernbanestrækninger og opgraderinger af landets lufthavne.
Obama vil desuden forlænge arbejdsløshedsunderstøttelsen til langtidsledige, som ellers udløber snarligt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned