Obama understreger i tv-tale: Vi vil ødelægge IS
Præsidenten afviser dog at indsætte landstyrker i Irak eller Syrien i en "kostbar krig".
USA har fortsat som mål at tilintetgøre den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat og dens tilhængere, siger Barack Obama, USA's præsident, i en direkte tv-tale fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus natten til mandag dansk tid.
- Vi vil ødelægge Isil og enhver anden organisation, der forsøger at skade os, siger præsidenten og benytter et andet navn for Islamisk Stat.
- Der er en terrortrussel, men vi vil overvinde den, lyder det fra Obama.
Han afviser dog at indsætte amerikanske styrker på landjorden i Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat har indtaget store områder over de seneste år.
- Vi skal ikke drages ind i en lang og kostbar krig på jorden i Irak eller Syrien. Det er det, som Isil gerne vil have, siger Obama.
Ifølge en højtstående embedsmand, som nyhedsbureauet Reuters har talt med inden talen, er præsidenten dog åben for at sætte yderligere styrker ind i kampen mod Islamisk Stat.
Talen bliver holdt blot fire dage, efter at et socialcenter i delstaten Californien blev angrebet af to personer, der nåede at dræbe 14 mennesker og såre endnu flere, inden de efter en biljagt blev dræbt af politiet.
Sagen bliver efterforsket som terror, og i talen kalder Obama det også for "en terrorhandling med det formål at dræbe uskyldige mennesker" i en "ny fase for terrorisme".
- De havde et arsenal af våben, ammunition og rørbomber. Så dette var en terrorhandling, mener han.
Islamisk Stat har sagt, at angrebet blev udført af støtter af den ekstremistiske gruppe. Men Obama peger på, at der ikke er noget bevis for, at en militant gruppe i udlandet skulle have beordret angrebet.
Samtidig er det under en måned siden, at 130 personer blev dræbt i Paris i en række koordinerede angreb, hvor der blev brugt rifler og selvmordsbomber. Siden har USA optrappet sin indsats i Irak og Syrien ifølge Obama.
Det er blot tredje gang i Obamas to præsidentperioder, at han holder en tale fra Det Ovale Værelse. Første gang var i sommeren 2010, da olie fossede ud i Den Mexicanske Golf, og han talte fra værelset igen nogle få måneder senere, da han annoncerede, at USA ville trække sine styrker ud af Irak.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned