- Mit mål om at nedkæmpe al-Qaeda og forhindre dem i at genopbygge organisationen er nu inden for rækkevidde, siger Obama i en tale henvendt til det amerikanske folk.
Obama fløj til Afghanistan sent tirsdag nat afghansk tid for at møde amerikanske soldater på årsdagen for amerikanske specialstyrkers drab på al-Qaedalederen Osama bin Laden.
Barack Obama opfordrede ved samme lejlighed Taliban til at bryde med terrororganisationen og komme videre med fredsforhandlinger.
- I samarbejde med den afghanske regering har mine folk været i direkte forhandlinger med Taliban, siger Obama fra den amerikanske base i Bagram, der har spillet en stor rolle i USA engagement i Afghanistan.
- Vi gjorde det klart, at de kan blive en del af fremtiden, hvis de bryder med al-Qaeda og adlyder afghansk lov. Mange Taliban-medlemmer har vist en interesse i forsoning, siger Obama.
Han tilføjer, at vejen til fred nu er lagt ud, og at det er op til Taliban at tage de rigtige skridt.
- De som nægter vil stå ansigt til ansigt med stærke afghanske sikkerhedsstyrker støttet af USA og vores allierede, siger Obama.
Den amerikanske præsident underskrev kort efter ankomsten til landet en samarbejdsaftale med den afghanske præsident, Hamid Karzai.
Aftalen fastlægger det fremtidige forhold mellem USA og Afghanistan, når alle amerikanske kampsoldater har forladt det centralasiatiske land ved udgangen af 2014.
Obamas besøg i Afghanistan har været holdt hemmeligt af sikkerhedshensyn. Han forlod Washington sent mandag aften i ly af mørket, og landede på Bagram flybasen nord for Kabul tirsdag.
Forholdet mellem Obama og den afghanske ledelse har været mere end anstrengt i de seneste måneder. Det skyldes først og fremmest amerikanske soldaters drab på civile afghanere og uenighed om, hvordan bekæmpelsen af Taliban skal foregå.
/ritzau/AFP/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned