Obama vil i FN sende advarsel til Iran
Foto: Brendan Smialowski /Scanpix
Brendan Smialowski /Scanpix
Præsident Barack Obama vil senere tirsdag i en tale til FN's Generalforsamling advare Iran om, at USA vil "gøre, hvad vi må" for at forhindre, at præstestyret i Teheran får atomvåben.
Det fremgår af et lille uddrag af den tale, som han vil holde i New York cirka klokken 15.15 dansk tid.
- Et atombevæbnet Iran er ikke en udfordring, der kan inddæmmes, siger han og fortsætter:
- USA vil gøre, hvad vi må for at forhindre Iran i at få atomvåben.
I sin tale vil Obama også appellere til ledere rundt om i verden om at gøre fælles front mod dem, der vil gennemføre flere angreb på USA's ambassader i muslimske lande.
Seks uger før det amerikanske præsidentvalg vil han minde om, at der stadig er råderum for diplomatiet, men "tiden ikke er ubegrænset" i forhold til Iran.
Præsidentens tale vil formentlig være et forsøg på at modgå kritik fra den republikanske modstander, Mitt Romney, om, at demokraten Obama optræder alt for slapt i udenrigspolitikken.
Samtidig kan det være et forsøg på at demonstrere over for Israel, at han tager dets bekymring for iranske atomvåben alvorligt.
Israel har tidligere truet med at iværksætte et militært angreb på Iran for at forhindre, at landet får atomvåben.
Iran benægter, at dets atomprogram skal bruges til at fremstille atomvåben. Det har udelukkende et civilt formål, lyder beskeden fra Teheran.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie