Obama vil pålægge Iran nye sanktioner

Udmeldingen kommer samtidig med øgede spekulationer om et muligt israelsk angreb på Irans atomanlæg.

Obama siger, at sanktionerne fra blandt andet USA og EU over for Iran lægger et hidtil uset pres på landet, mens bekymringen vokser i Israel, hvor det frygtes, at sanktionerne ikke vil være nok til at stoppe Iran i at udvikle atomvåben.

- Jeg har bestemt, at yderligere sanktioner er berettiget særligt set i lyset af centralbanken og andre iranske bankers forsøg på at skjule transaktioner mellem parter, der er underlagt internationale sanktioner, siger præsidenten.

I et interview med tv-stationen NBC forsøgte Obama at nedtone spekulationerne om et forestående israelsk angreb på Iran, idet han sagde, at han ikke mente, at en sådan beslutning, der kunne starte en ny krig i Mellemøsten, var blevet taget.

Skrappe økonomiske sanktioner fra USA og EU har gjort det sværere for Iran at købe varer med dollar og euro. Landet er derfor i stigende grad begyndt at se mod Asien for handelsmuligheder.

Især europæiske sanktioner rammer Iran hårdt.

EU har tidligere stået for importen af 20 procent af den samlede iranske olieproduktion. Men i sidste måned besluttede EU at sætte en stopper for import af iransk olie.

Det frygtes, at et israelsk angreb på Iran vil føre til gengældelsesangreb fra landet og dets allierede.

USA frygter at blive trukket ind i en ny konflikt i Mellemøsten efter en lang og dyr krig i Irak.

Obama har nægtet at tage muligheden for en militær løsning af bordet, men det lader til, at USA ikke ser truslen fra Iran helt så overhængende, som Israel gør.

Iran benægter fortsat, at landets atomprogram har andet end fredelige formål.

/ritzau/AFP

Præsident Barack Obama vil indføre nye sanktioner mod Irans centralbank og dermed stramme den økonomiske skrue over for landet på grund af dets omstridte atomprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret