Ødelæggelser i Frankrig ender med at koste milliarder
Her ses ild i gaderne i den franske hovedstad, Paris, tre dage efter at den 17-årige Nahel blev skudt af politiet i den parisiske forstad, Nanterre. Foto: Tetsu Joko/Ritzau Scanpix
Franske forsikringsselskaber har fået skadesanmeldelser for 4,8 milliarder kroner, oplyser forsikringsforbund.
Franske forsikringsselskaber skal for alvor punge ud, efter at demonstranter i løbet af juli raserede flere store byer i protest over politiets drab på en 17-årig dreng med nordafrikansk baggrund.
Det oplyser landets største forbund af forsikringsselskaber, FFA, tirsdag.
Allerede i sidste uge gav FFA's chef, Florence Lustman, et slag på tasken, hvad angår skaderne fra demonstrationerne, da forbundets medlemmer indtil videre havde modtaget skadesanmeldelser for cirka 280 millioner euro - knap 2,1 milliarder kroner.
Men det bliver imidlertid tirsdag skruet gevaldigt op til et godt stykke over det dobbelte.
Her oplyser Florence Lustman, at de franske forsikringsselskaber indtil videre har fået omkring 11.300 skadesanmeldelser til en værdi af 650 millioner euro. Det svarer til godt 4,8 milliarder kroner.
Omkring en tredjedel af skaderne vedrører offentlig ejendom, oplyser FFA.
Demonstrationerne var de mest voldelige, der er blevet set i Frankrig i næsten to årtier. I storbyerne Paris, Marseille og Lyon blev der stukket ild til biler, bygninger blev skæmmet og offentlige pladser blev vandaliseret.
Drabet på 17-årige Nahel, som skete tirsdag 27. juni, udløste vrede over politivold og racisme, som er udbredt, mener mange af Frankrigs indbyggere med indvandrerbaggrund.
Politiet hævdede i første omgang, at der var tale om selvforsvar, fordi den bil, som Nahel førte, kørte imod betjentene. En video af hændelsen viste senere, at betjentene stod ved siden af bilen, og at pistolen blev affyret, i dét at bilen satte i fart.
Fransk politi blev mobiliseret i massevis, og flere end 45.000 betjente blev sendt på gaden landet over for at håndtere urolighederne.
Under demonstrationerne foretog de flere tusinde anholdelser, efter at vrede demonstranter var begyndt ikke blot at rasere deres omgivelser, men også på omfattende vis at plyndre butikker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned