Generalsekretæren for Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) Ekmeleddin Ihsanoglu opfordrer tirsdag FN til at indføre flyveforbud over Libyen.
- Vi istemmer det kor, der opfordrer til et flyveforbud i Libyen, og vi opfordrer Sikkerhedsrådet til at gøre dets pligt i denne sammenhæng, siger Ihsanoglu ved åbningen af et krisemøde i Saudi-Arabien med deltagelse af de 57 medlemmer af OIC.
Samtidig afviser OIC-chefen en militær indblanding på land i Libyen. Det er her, oberst Muammar Gaddafis styrker kæmper med landets oprørere om kontrollen over de vigtige byer og landsbyer i hele det nordafrikanske land.
En britisk-fransk resolution, som forlanger et flyveforbud over Libyen, kan være forløber for en beslutning i FN's Sikkerhedsråd allerede i løbet af denne uge, sagde diplomater mandag.
Storbritannien og Frankrig er blandt vestmagterne de hårdeste fortalere for et flyveforbud, der skal have til formål at bremse Gaddafis offensiv. Det gælder særligt at forhindre hans luftvåben i at kunne angribe de folkelige oprørere, der forsøger at vælte hans regime.
Ethvert skridt i retning af en kollektiv militæraktion vil møde massiv modstand fra Kina, Rusland og andre medlemmer af Sikkerhedsrådet.
USA, som efter al sandsynlighed vil komme til at bære den største del af byrden for en sådan operation, har sagt, at man overvejer muligheden, mens der også advares mod den væsentlige forpligtelse, det vil medføre.
FN's Sikkerhedsråd vedtog enstemmigt sanktioner mod Gaddafi-regimet og beordrede 26. februar en undersøgelse af forbrydelser mod menneskeheden.
Ihsanoglu opfordrede også de libyske myndigheder til øjeblikkelig at tillade leverancer af humanitær hjælp til landet.
Det seks nationer store Golfens Samarbejdsråd (GCC) udsendte også en erklæring mandag, som støtter et flyveforbud.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie