Oppositionskandidat hævder at have vundet stort i DRCongo
Martin Fayulu siger, at den katolske kirkes optælling viser, at han har vundet med over 61 procent af stemmerne. Kirken havde tusindvis af sine egne observatører ude på valgstederne. (Arkivfoto) Foto: Baz Ratner/Reuters
Baz Ratner/Reuters
Martin Fayulu siger, at han ad rettens vej vil udfordre det officielle resultat af præsidentvalget i DRCongo.
Den mand, der er officielt udpeget som vinder af valget i Den Demokratiske Republik Congo, Felix Tshisekedi, fik under en tredjedel så mange stemmer som valgets reelle vinder.
Det er i hvert fald, hvad oppositionens præsidentkandidat, Martin Fayulu, hævder ifølge en talsmand.
De officielle resultater har vist, at Fayulu var en af taberne ved præsidentvalget i DRCongo. Ifølge valgkommissionen vandt Felix Tshisekedi med syv millioner stemmer mod 6,4 millioner stemmer til Fayulu.
Men en uofficiel optælling viser, at Fayulu har vundet en jordskredssejr med 61,5 procent af stemmerne mod 18,9 procent til Tshisekedi.
Regeringskoalitionens foretrukne kandidat, Emmanuel Ramazani Shadary, fik ifølge den uofficielle optælling 18,5 procent.
Fayulus talsmand henviser ifølge nyhedsbureauet AP til en optælling foretaget af den katolske kirke, der havde tusindvis af sine egne observatører ude på valgstederne.
Martin Fayulu meddeler, at han lørdag vil gå til domstolene for at udfordre det officielle valgresultat.
Valgkommissionen i DRCongo erklærede natten til torsdag Felix Tshisekedi som vinder af det første demokratiske valg i det afrikanske land.
Landet har været plaget af politisk ustabilitet siden valgdagen 30. december.
Offentliggørelsen af valgresultatet er - ligesom selve valget - blevet udskudt flere gange.
Valghandlingen er blevet kraftigt kritiseret af valgobservatører, der har meldt om uregelmæssigheder og forsøg på at manipulere med stemmeoptællingen.
Oppositionen har beskyldt den afgående præsident, Joseph Kabila, for at snyde til fordel for sin håndplukkede efterfølger, Emmanuel Ramazani Shadary.
Der har også været forlydender om, at udpegelsen af Felix Tshisekedi som valgets vinder var resultatet af en form for politisk studehandel.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie