En sydsudansk oprørsleder er lørdag blevet skudt og dræbt, muligvis af sine egne, netop som verdens yngste nation kæmper for at inddæmme den vold, der truer det nye lands stabilitet.
Sydsudan løsrev sig fra det nordlige Sudan 9. juli. Det var, hvad sydsudanerne stemte for ved en folkeafstemning som kulmination på en fredsaftale fra 2005, der afsluttede årtiers borgerkrig med styret i Khartoum.
Men mindst syv militser bekæmper det nye afrikanske lands regering, som i forvejen har udfordringer nok at se til i form af udbredt fattigdom blandt befolkningen.
Gatluak Gai, en af militslederne i den sydlige del af det olieproducerende land, har dog måttet betale med sit liv, efter at han forleden gik med til at indgå en våbenhvile med delstaten Unity, hvor hans milits er aktiv.
- Gatluak Gai er blevet dræbt af sin stedfortræder. Det drejede sig om intern splittelse. Han havde underskrevet en fredsaftale med SPLA, siger Philip Aguer, talsmand for den sydsudanske hær, kendt som SPLA.
Ifølge talsmanden fortrød Gai sin beslutning om at få sin milits integreret i SPLA, og han og tre andre blev dræbt, da et skænderi mellem oprørslederen og dennes officerer udviklede sig til et mytteri.
En anden oprørsgruppe hævder dog, at det var regeringshæren, der dræbte Gai.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, der selv er tidligere oprørsleder, har fornyet sit tilbud om at give amnesti til militsmedlemmer, som bekæmper regeringen.
Ifølge FN har over 2300 mennesker mistet livet alene i år i forbindelse med oprørskampe og etnisk vold i Sydsudan.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie