Oscar-vinder og "Airport"-stjerne George Kennedy er død
Han var kendt som birollernes mester. Nu er amerikaneren George Kennedy død i en alder af 91 år.
Den amerikanske skuespiller George Kennedy er død, oplyser hans barnebarn Cory Schenkel på Facebook.
Kennedy, der var verdenskendt for sine præstationer i adskillige biroller, blev 91 år gammel. Han døde søndag i byen Boise i delstaten Idaho.
George Kennedy vandt for snart 50 år siden en Oscar for bedste birolle i klassikeren "Cool Hand Luke".
I filmen spillede han over for Paul Newman i rollen som hovedpersonens fængselsmakker.
Paul Newman er blot én af de store stjerner, som George Kennedy i sin karriere har spillet sammen med. Han har således indspillet film med blandt andre Cary Grant, James Stewart og Clint Eastwood. Ofte i mindre roller - og han vil formentlig bedst blive husket som birollernes helt store stjerne.
Samtidig var George Kennedy en utrolig alsidig skuespiller. Efter at have medvirket i adskillige westerns i 1960'erne kastede han sig i 1970'erne over datidens populære katastrofefilm. Han medvirkede blandt andet i alle fire "Airport"-film, hvilket i 1971 skaffede ham en Golden Globe-nominering for bedste birolle.
I slutningen af 1980'erne udfoldede George Kennedy sit komiske talent. Blandt andet som den småskøre kaptajn Ed Hockner i "Høj Pistolføring"-filmene, hvor han optrådte sammen med Leslie Nielsen.
I løbet af sin lange karriere nåede George Kennedy at medvirke i omkring 200 film og en lang række tv-serier.
Kennedy var også forfatter til flere krimier og selvbiografien "Trust Me". Han var gift fire gange og efterlader sig to børn og flere børnebørn ifølge Reuters.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned