Østrigsk politiker trækker sig efter anklage om sexchikane
Østrigsk partileder opgiver plads i parlamentet efter beskyldninger om seksuel chikane for fire år siden.
Den østrigske oppositionspolitiker Peter Pilz har lørdag meddelt, at han opgiver sin plads i parlamentet.
Det sker efter beskyldninger i et østrigsk ugemagasin om seksuel forulempelse af en kvinde for fire år siden.
Hændelsen fandt ifølge magasinet sted under en politisk konference i 2013.
Pilz var angiveligt beruset, da han forulempede en ung kvindelig politiker fra Det Europæiske Folkeparti.
Den 63-årige Pilz siger på en pressekonference, at han ikke husker episoden, men at han tager kvindens beretning alvorligt.
- Jeg er meget ked af det over for denne kvinde, uden at jeg kender de nærmere detaljer, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Han erkender i samme åndedrag, at han "kunne have gjort noget forkert over for kvinden".
Fredag rapporterede andre medier, at en tidligere assistent beskyldte Pilz for seksuel chikane. Dette blev dog pure afvist af venstrefløjspolitikeren.
Peter Pilz har gennem mere end tre årtier været medlem af partiet De Grønne.
Tidligere på året dannede han sit eget parti, Liste Pilz, efter intern uenighed med partifællerne hos De Grønne.
Ved valget i sidste måned vandt Liste Pilz otte pladser i parlamentet.
Sagen kommer i kølvandet på beskyldningerne mod den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein, der har udløst en lavine af anklager om sexchikane verden over.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned