Over 130 oprørere dræbt i luftangreb i Yemen
Soldater står ved det udbrændte vrag af en bil i havnebyen Aden i Yemen søndag. Her var en bilbombe rettet mod to højtstående repræsentanter fra regeringen, som begge overlevede. Men fem andre blev dræbt. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Dagen efter et luftangreb, der dræbte 150 oprørere, har et nyt angreb i Yemen kostet mange liv.
Mindst 134 oprørere er dræbt i en række luftangreb i Yemen.
Det meddeler den saudiarabisk ledede koalition, som støtter Yemens internationalt anerkendte regering, tirsdag.
- Vi rettede angreb mod ni militære køretøjer tilhørende Houthi-militsen i Abdiya. Deres tab overstiger 134 medlemmer, lyder det i en meddelelse fra koalitionen.
Det er ikke umiddelbart bekræftet fra houthiernes side.
Luftangrebene var rettet mod Abdiya-området omkring byen Marib, som er regeringsstyrkernes sidste nordlige magtbastion. Det har været et brændpunkt, siden kampene igen blussede op i sidste måned.
Militære kilder siger, at oprørerne nu har indtaget et område, der ligger omkring 25 kilometer syd for Marib.
Indbyggere bekræfter, at oprørerne er trængt ind, og at de rykker hurtigt frem.
Hundredvis af houthi-oprørere og regeringstro soldater er blevet dræbt i den seneste tids kampe.
Også mandag rettede koalitionen luftangreb mod området. Det kostede mindst 150 oprørere livet, lød det fra Saudi-Arabien.
Dagen inden blev seks mennesker dræbt af en bilbombe, der var rettet mod en bilkortege, hvor havnebyen Adens guvernør befandt sig. Han overlevede angrebet.
- Det er en optrapning af volden fra houthiernes side. En yderliggående regering i Iran presser houthierne i retning af mere vold, siger Yemens premierminister, Maeen Abdulmalek Saeed, om den iransk støttede oprørsbevægelse.
Titusindvis af mennesker er blevet dræbt, og millioner er tvunget på flugt fra deres hjem under konflikten. Den begyndte i 2014, da de iransk støttede houthi-oprørere indtog Yemens hovedstad, Sanaa.
Krigen anses i høj grad som en kamp om magten på Den Arabiske Halvø mellem de regionale stormagter Saudi-Arabien og Iran.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned