Over 200 kvæstet i eksplosion i Nagorno-Karabakh
Sort røg stiger op fra det brændstofdepot tæt ved Nagorno-Karabakhs hovedstad, hvor en eksplosion mandag aften har kvæstet over 200 mennesker og kostet et endnu ukendt antal livet. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
En eksplosion har ramt et brændstofdepot i Nagorno-Karabakh, hvor tusinder er på flugt mod Armenien.
Over 200 mennesker er blevet kvæstet af en eksplosion ved et benzindepot i Nagorno-Karabakh.
Andre har mistet livet i eksplosionen. Det præcise antal døde er dog endnu uklart.
Det meddeler lokale myndigheder i udbryderregionen.
Tidligere meddelte indenrigsministeriet, at der er både dræbte og tilskadekomne "som resultat af en eksplosion ved et brændstofdepot".
Det var sket ved vejen mellem hovedstaden Stepanakert og byen Askeran, meddeler ministeriet ifølge AFP.
- Redningsmandskab og læger arbejder på stedet, hedder det videre.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionen.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at eksplosionen er sket på en benzintank.
Tusindvis af etniske armeniere har forladt Nagorno-Karabakh og har krydset grænsen til Armenien.
- Ingen vender tilbage. Sådan er det, siger Anna Agopyan, som var blandt de, der flygtede.
- Emnet Karabakh er slut for altid, tror jeg, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere mandag oplyste myndigheder i Armenien, at 6650 mennesker indtil videre er rejst ind i landet fra Nagorno-Karabakh.
Tusindvis af andre ventes at følge efter.
Flugten sker, efter at Aserbajdsjan har taget kontrol med enklaven. Den ligger i Aserbajdsjan, men har været ledet af armenske separatister i over 30 år.
Separatisterne er nu i færd med at overdrage magten til Aserbajdsjan.
De to tidligere sovjetlande har i årtier været i konflikt over Nagorno-Karabakh. Området er en del af Aserbajdsjan, men har været kontrolleret af etniske armeniere med støtte fra Armenien siden 1994.
De to lande har været i krig over Nagorno-Karabakh to gange. Første gang var i begyndelsen af 1990'erne, anden gang i 2020.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie