Over 300 personer og organisationer er nomineret til Nobels fredspris
USA's præsident, Donald Trump, har længe drømt om at blive tildelt Nobels fredspris. Han er også kandidat til den i år. Billedet er fra hans tale i Kongressen i Washington D.C. den 4. marts. Foto: Andrew Harnik/Ritzau ScanpixAndrew Harnik/Ritzau Scanpix
Den Norske Nobelkomite meddeler, at 338 personer og organisationer i år er nomineret til Nobels fredspris 2025. Og jo, Trump er en af dem. En anden er paven.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De fem medlemmer af Den Norske Nobelkomite har nu indledt processen med at finde ud af, hvem der skal have overrakt Nobels fredspris på rådhuset i den norske hovedstad, Oslo, den 10. december.
De fem medlemmer har 338 nominerede at vælge imellem, meddeler komitéen.
Det er 244 personer og 94 organisationer.
Det er en del flere end i 2024, da der samlet var 286 nominerede.
Rekorden er fra 2016. Da var der 376 kandidater til prisen, der foruden æren også er på 10 millioner svenske kroner.
Annonce
Og hvem er så nomineret? Det diskuteres hvert år og også i år.
En officiel liste offentliggøres først om 50 år, så banen er kridtet op til spekulationer.
Der siver også navne, for ingen kan forhindre personer, der har nomineret en kandidat, i at fortælle det.
Denne gang er det kendt, at USA's præsident, Donald Trump, er nomineret. Det samme er pave Frans og Natos tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg, skriver AFP.
Også FN's generalsekretær, António Guterres, er nævnt.
Ikke alle og enhver kan indstille en kandidat.
Der er særlige regler, men personer, der har modtaget en nobelpris, kan gøre det. Det samme kan parlamentarikere og ministre fra hvert et land på kloden samt en række universitetsprofessorer.
Der blev lukket for nomineringer den 31. januar, så det er handlinger inden da, kandidater skal vurderes efter.
Nomineringen af Trump har været ventet. Han har været nomineret flere gange før.
Jens Stoltenberg, tidligere generalsekretær for Nato, er nomineret. Billedet er fra den 4. februar, da han har modtaget en buket blomster i forbindelse med sin udnævnelse som Norges finansminister. Foto: Lise Aserud/Ritzau Scanpix
Det er ikke klart, hvor mange der har nomineret Trump, der tiltrådte som præsident den 20. januar.
Annonce
En nominering kom i november, efter at han havde vundet præsidentvalget. Den kom fra Oleksandr Merezjko, medlem af Ukraines parlament.
Han begrundede det med, at Trump har givet "betydelige bidrag til verdensfreden".
Ukrainske medier skrev dengang, at nomineringen var et forsøg på at fange Trumps opmærksomhed.
Tv-stationen Fox 5 San Diego rapporterer, at Darrell Issa, valgt i San Diego til Repræsentanternes Hus i USA's kongres, også har nomineret Trump.
Issa er allieret af Trump. Han skriver i sin nominering, at Trump repræsenterer "national beslutsomhed for at få fred igennem styrke".
På verdensscenen, skriver han, er det ikke set siden præsident Ronald Reagan i 1980'erne. Det er en demonstration af at skabe "en verden uden krig".
Pave Frans er nomineret til Nobels fredspris. I øjeblikket ligger den 88-årige pave syg på et hospital i Rom. Billedet er fra Vatikanet den 4. januar. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Fox 5 noterer i øvrigt, at Trump har været fokuseret på Nobels fredspris siden 2017, da han tiltrådte sin første præsidentperiode.
En række ministre og embedsmænd fra hans administration har i den seneste tid også slået på tromme for, at Trump skal have fredsprisen, skriver Newsweek.
Det gælder blandt andre skatteminister Scott Bessent, Elise Stefanik, republikansk kongreskvinde, og Mike Waltz, national sikkerhedsrådgiver.
Newsweek citerer også en embedsmænd fra Trumps første administration for at sige, at Trump er besat af tanken om, at tidligere præsident Barack Obama fik fredsprisen, og at Trump ikke har fået den.
Annonce
Obama fik den i 2009, hans første år i embedet, for sine "ekstraordinære bestræbelser på at styrke internationalt diplomati og samarbejde mellem befolkninger".
/ritzau/
Nobels fredspris
* Blev indstiftet testamentarisk af den svenske kemiker Alfred Nobel den 27. november 1895. Den blev senere godkendt af den svenske konge den 29. juni 1900.
* Nobelprisen uddeles i fem portioner til personer, "som i det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte" inden for kemi, fysik, fysiologi eller medicin, litteratur samt for freden.
* Fredsprisen kan også gives til institutioner eller organisationer.
* Fredsprisen bliver uddelt i Norge af en komité, som er nedsat af det norske parlament, Stortinget.
* Prisen uddeles i Norge, fordi Sverige og Norge ved Nobels død var i en union. Nobel sagde ikke selv, hvorfor han ville have fredsprisen uddelt i Oslo.
* Selve prisoverrækkelsen foregår den 10. december på Oslos rådhus.
* Foruden æren indeholder prisen 10 millioner svenske kroner.
Kilder: Den Store Danske og nobelpeaceprize.org.
/ritzau/
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, er blandt de nominerede. Her taler portugiseren den 28. februar i FN i New York. Foto: Luiz Rampelotto/Europanewswire/Ritzau Scanpix
I 2024 blev Nobels fredspris tildelt den japanske organisation Nihon Hidankyo for overlevende fra de to atombomber, USA kastede i de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i 1945. Her vinker tre repræsentanter fra organisationen fra balkonen på deres hotel i Oslo, da de hentede prisen den 10. december. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Generalsekretær med internationalt udsyn
Havnehøkeren er øens samlingspunkt
Datoen er sat: Her indvies nybygget skole
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder