OVERBLIK: Det skete natten til tirsdag i Ukraine-konflikten
En såret ukrainsk soldat bliver løftet ud af en bus i byen Novoazovsk efter at være blevet evakueret fra det belejrede Azovstal-stålværk i Mariupol. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
264 ukrainske soldater er evakueret fra belejret stålværk. Få overblik over nattens nyheder fra Ukraine her.
Ukraines kampmission i Mariupol er blevet afsluttet, mens der er meldinger om missilangreb på militærbase i Lviv.
Få overblikket over de seneste udviklinger i Ukraine-konflikten her:
* Over 260 ukrainske soldater er evakueret fra belejret stålværk.
Det lykkedes sent mandag aften Ukraine at evakuere 264 soldater på det belejrede Azovstal-stålværk i Mariupol.
Det er uvist, hvor mange soldater der er tilbage på Azovstal-stålværket i Mariupol efter evakueringen mandag.
* Ukraine afslutter kampmissionen i Mariupol.
I forbindelse med evakueringen af soldater på Azovstal-stålværket melder Ukraines væbnede styrker, at soldaternes kampmission er overstået, og at de nu i stedet er blevet beordret til at redde hinandens liv.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger desuden i sin daglige videotale, at han håber, at heltenes liv bliver reddet.
* Guvernør beretter om angreb på ukrainsk militærbase.
En militærbase, der ligger omkring 15 kilometer fra grænsen til Polen, er blevet angrebet af russiske missiler ifølge guvernør Maxim Kozytskij i Lviv.
Kozytskij, som også er leder af den regionale militæradministration i Lviv, giver ikke yderligere oplysninger, men han skriver på beskedtjenesten Telegram, at der kommer yderligere information tirsdag morgen.
* USA har gennemført test af hypersonisk våben.
Det amerikanske luftvåben gennemførte lørdag en test af et hypersonisk våben med succes. Det oplyste luftvåbnet natten til tirsdag dansk tid.
Det er ikke første gang, at USA tester et våben af denne slags i år. Tidligere har det sket, kort tid efter at Rusland gennemførte lignende test mod ukrainske mål.
Det amerikanske luftvåben melder ikke noget om, hvorvidt testen relaterer sig til krigen i Ukraine.
Kilder: Reuters, CNN.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned