OVERBLIK: Sådan forløb natten til fredag i Ukraine-konflikten
Ukraines våben fra sovjettiden er enten brugt eller ødelagt, og landet er nu afhængigt af våben fra allierede.
Bekymringen for, at krigen i Ukraine kan udløse en fødevarekrise stiger, og Ukraine er nu helt afhængigt af våben fra allierede.
Få et overblik over nattens hændelser her:
* Der er stigende bekymring for fødevarekrise.
De seneste uger har der været fokus på risikoen for en fødevarekrise, fordi Ukraines havne er blokeret.
Ukraine er blandt verdens største eksportører af korn og madolie.
- Millioner af mennesker kan komme til at sulte, hvis den russiske blokade af Sortehavet fortsætter, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale torsdag.
Rusland mener, at en potentiel fødevarekrise skyldes sanktioner fra Vesten og har tilbudt at fjerne blokader, hvis Ukraine går med til at fjerne miner og imødekomme andre betingelser. Ukraine har afvist det som tomme løfter.
Nato-landet Tyrkiet, der har gode relationer til både Ukraine og Rusland, har forsøgt at mediere mellem de to lande.
* Ukraine har opbrugt alle våben fra sovjettiden.
Mere end 100 dage efter Ruslands invasion af Ukraine er alle de våben i Ukraine, der stammer fra sovjettiden, enten blevet brugt eller ødelagt.
Det siger amerikanske militærkilder.
Ukraine var engang en del af Sovjetunionen, og derfor er landets forsvarsindustri bygget op om sovjetisk og russisk udstyr.
Ukraine er nu helt afhængigt af våben, det bliver forsynet med fra allierede, som ukrainske styrker også trænes i at bruge.
* Zelenskyj fortæller om positiv udvikling i Zaporizjzja.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i sin daglige tale, at der er positiv udvikling i byen Zaporizjzja, hvor Ukraine ifølge ham er lykkedes med at forpurre russernes planer.
Ukraines forsvarsminister siger også, at ukrainerne har generobret dele af Kherson.
De oplysninger er ikke officielt bekræftet.
* Gadekampe fortsætter i Sjevjerodonetsk.
Der foregår fortsat intense kampe i byens Sjevjerodonestks gader.
De ukrainske styrker holder ifølge Serhij Gajdaj, der er guvernør i Luhansk, stand, selv om de står over for "katastrofal" mangel på våben.
Guvernøren siger også, at russiske soldater "dør som fluer" i byen.
Kilder: AFP og Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned