OVERBLIK: Sådan forløb natten til søndag i Ukraine-konflikten

I Kherson, der nu er kontrolleret af en russisk-støttet besættelsesregering, kan man nu få et russisk pas og betale med rubler. (Arkivfoto). Foto: Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix

De første russiske pas er begyndte at blive udstedt i Kherson, hvor 7000 indbyggere har søgt om russisk pas.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Besættelsesregering udsteder de første russiske pas i Kherson.

Meget har ændret sig i den ukrainske by Kherson i løbet af de seneste par måneder. Byen har fået et nyt prorussisk styre med hjælp fra Rusland.

Det normale internet er blevet blokeret og erstattet med den russiske version, hvor en lang række tjenester er blokeret. Byen har også fået den russiske rubel som sin officielle møntfod.

Lørdag fik de første indbyggere i Kherson deres russiske pas.

Det er lederen af det prorussiske styre i Kherson-regionen, ukraineren Kyrylo Stremousov, som giver nyheden til Tass.

Ifølge ham er det omtrent 7000 indbyggere i Kherson, som har søgt om at få det røde pas.

Han tilføjer, at flere kontorer, hvor der kan søges om russisk pas, er i støbeskeen.

* Ukraine holder stand på kemisk værk.

Flere hundrede civile befinder sig på det kemiske værk Azov i byen Sjevjerodonetsk, siger Serhij Hajdaj, der er guvernør i Luhansk-regionen.

Guvernøren siger også, at Ukraine fortsat har kontrol over værket, der dog var udsat for kraftige bombardementer lørdag.

Hajdaj siger også, at de blodige kampe i Sjevjerodonetsk fortsætter. De har været i gang i ugevis.

* Besættelsesregering sælger ukrainsk hvede for Rusland.

Den prorussiske besættelsesregering i den ukrainske region Zaporizjzja har oprettet et selskab, som har til formål at opkøbe hvede fra ukrainske landmænd og sælge det på vegne af Rusland.

Det oplyser guvernøren for den prorussiske besættelsesregering, Jevhen Balytskyj.

Hveden skal komme fra ukrainske landmænd, siger guvernøren. Det fremgår ikke, om bønderne får betaling for hveden eller i så fald hvor meget.

Ukraine har beskyldt Rusland for at stjæle ukrainsk hvede for at sælge det på det internationale marked og for at forårsage en global fødevarekrise ved at blokere for eksport af fødevarer i Sortehavet.

Kilder: Tass, NTB, Reuters

/ritzau/