Overlevende fra Crocus-angreb kan ikke slippe rædslerne fra massakren

Artem Donskov var 15 år, da attentatet skete. Han blev en af heltene, da han hjælp masser af mennesker med at komme ud af bygningen. Her ses han sammen med sin mor, Aleksandra, som fortæller, at han er blevet mere selvbevidst og modig efter sin heltedåd. Foto: Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix

Det er et år siden, at Islamisk Stat forvandlede en rockkoncert nær Moskva til et blodbad. Massakren på 145 mennesker sidder stadig i mange af de overlevende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Kirill Javkin tænker tilbage på begivenhederne i koncertarenaen Crocus City Hall, begynder det "at risle koldt ned ad ryggen".

Det var den 22. marts 2024, lørdag for et år siden.

Han og flere end 6000 andre i Crocus City Hall i Krasnogorsk nær Moskva, den russiske hovedstad.

Rockbandet Piknik skulle give koncert, men det blev aldrig til noget.

Omkring klokken 20 blev der åbnet ild. Islamisk Stat (IS) gik til angreb, og det endte med, at 145 mennesker blev dræbt, mens omkring 500 blev såret.

Optagelser fra attentatet gik verden rundt.

Fire mænd, der roligt stod og affyrede den ene skudsalve efter den anden mod ubevæbnede koncertgængere, der var ude for at få en god aften.

Nyhedsbureauet AFP har opsøgt nogle af de russere, der var i koncertarenaen under blodbadet for at høre, hvordan de har det et år efter.

Mange er stadig rystede, når de tænker på det.

Den 23-årige Javkin er musiker. Han havde et møde med nogle venner, inden de skulle til koncert.

- Pludselig kom der lyde, som var det kanonslag, siger han.

- Vi så folk, der i panik løb mod scenen for at gemme sig. Nogle faldt.

De fire væbnede mænd fra IS gik rundt i omkring 20 minutter og myrdede løs. Derefter satte de ild til koncertarenaen og tog så flugten.

Javkin var sammen med sin chef og omkring 20 andre, mens flammerne tog til, og der kom mere og mere røg.

Den 47-årige musikproducer Aleksej Kosin går nu kun til koncert, hvis han er nødt til det på grund af sit arbejde. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

De for vild og vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Så skete der det, han kalder "et mirakel". En yngre medarbejder i Crocus City Hall dukkede op og hjalp dem.

- Hun viste os en vej ud via nogle teknikrum. Hun reddede os.

Aleksej Kosin, Javkins chef, er 47 og musikproducer. Han siger, at han "prøver at lade være med at tænke på det". Men af og til dukker der et glimt op i hans tanker fra den forfærdelige aften.

- Jeg har stadig ikke fortalt min mor, at jeg var der, siger han.

Kosin går stadig til koncerter, men nu skyldes det hans arbejde som producer. Oplevelsen er ikke den samme som før.

- Jeg holder et vågent øje med sikkerhedsfolkene og har tjek på, hvor nødudgangene er.

Efter angrebet tog Islamisk Stat skylden for det, men de russiske myndigheder blev ved med at sige, at det var Ukraine, som stod bag.

Kirill Javkin slap ud af koncertarenaen med livet i behold, men angrebet for et år siden vender ofte dårligt tilbage i hans tanker. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

I maj i fjor sagde Rusland for første gang, at det var IS, der begik massakren. Men beskyldningen mod Ukraine blev ikke trukket tilbage.

Efter angrebet er flere end 20 personer blevet anholdt i sagen, herunder de fire mænd, der blev filmet, mens de massakrerede koncertgængere. De blev anholdt nær grænsen til Ukraine.

Angrebet havde også sine helte. Som den 16-årige Islam Khalilov og den 15-årige Artem Donskov.

De arbejdede i garderoben, da attentatet skete, og de hjalp flere hundrede mennesker med at flygte.

- Jeg så en stor gruppe mennesker komme ned af trappen foran min garderobe. Folk var forfærdede, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der skete, fortæller Donskov.

Først da han hørte skud, gik det op for ham, hvad der var galt.

Det lykkedes ham at få de mange mennesker ind på én række. Via nogle tekniske korridorer fik han dem frem til en nødudgang.

Gerningsmændene stak ild til koncertarenaen under angrebet. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix

Hans mor, Aleksandra, fortæller, at begivenheden har forandret teenageren.

- Han er mere selvbevidst. Modigere. Jeg er tryg ved at have ham ved min side, siger hun.

AFP skriver, at vidneudsagn tyder på, at de to teenagere og andre ansatte på stedet var de eneste, der hjalp under attentatet.

Politiet påstår ellers, at det var på stedet "i løbet af fem minutter".

Aleksej Filatov, en russisk terrorekspert, siger til AFP, at en hovedårsag til, at så mange blev dræbt, var, at brandvæsnet blev forsinket af trafikpropper.

/ritzau/

Islamisk Stat-Khorasan

* Den sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat-Khorasan (IS-K) tog skylden for angrebet på Crocus City Hall.

* IS-K er aktiv i Afghanistan, Iran, Pakistan og Centralasien. Khorasan er navnet på et historisk islamisk område i regionen.

* IS-K opstod i Afghanistan i slutningen af 2014.

* Dannet af tidligere medlemmer af Taliban i Pakistan og lokale militsfolk, der svor troskab til Abu Bakr al-Baghdadi, nu afdød leder af IS.

* Har begået blodige attentater i blandt andet Iran og Afghanistan. Under Vestens kaotiske evakuering af lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, i 2021 dræbte IS-K 170 afghanere og 13 amerikanske soldater med en selvmordsbombe.

* Analytikere af IS siger, at der i IS længe har været vrede mod Rusland:

- Kreml beskyldes for at undertrykke muslimer i Rusland.

- Rusland førte fra 1979 til 1989 krig i Afghanistan.

- Rusland bekæmpede sammen med Syriens regime IS, da Crocus-attentatet skete.

- Rusland arbejder tæt sammen med det shiamuslimske Iran.

Kilder: Reuters, al-Jazeera, BBC.

/ritzau/

Sørgende russere. Den 23. marts 2024. Det er dagen efter angrebet, og mange russere tog til gerningsstedet for at lægge blomster. Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix
Politifolk på vej mod Crocus City Hall under angrebet. Men gerningsmændene nåede at dræbe 145 mennesker, inden de flygtede. Senere blev fire mænd, der menes at have begået massakren, anholdt. I alt er over 20 personer, som er mistænkt for medvirken, anholdt. Foto: Sergei Vedyashkin/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu