Pave Frans viser sig for første gang siden indlæggelse
Pave Frans blev søndag skubbet rundt i kørestol af Massimiliano Streppetti, der er hans personlige sygeplejerske. Foto: Andrew Medichini/Ritzau Scanpix
Siddende i en kørestol hilste paven på folk ved Peterspladsen i første offentlige optræden siden indlæggelsen.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Pave Frans optrådte søndag for første gang offentligt siden han blev udskrevet fra hospitalet for to uger siden efter et længere sygdomsforløb.
Det skriver Reuters, der beskriver, hvordan paven, siddende i en kørestol, hilste på fremmødte folk ved Peterspladsen.
Den 88-årige pave blev indlagt 14. februar med bronkitis, men det udviklede sig til dobbeltsidet lungebetændelse.
Han var indlagt på hospitalet i fem uger, før han vendte tilbage til Vatikanet efter sin mest alvorlige helbredskrise i løbet af sine 12 år som pave.
- God søndag til jer alle, sagde Paven ifølge nyhedsbureauet AFP, mens han blev skubbet fremad i rullestolen af sin personlige sygeplejerske.
Annonce
På billeder fra seancen kan man se, at han stadig får ilt gennem slanger i næsen.
Efter udskrivelsen fra hospitalet fortalte lægen, der ledede holdet, der stod for hans behandling, at pave Frans under sygdomsforløbet var så tæt på at dø, at man overvejede at afslutte behandlingen.
Pave Frans vinker til de fremmødte folk under hans første offentlige optræden siden et længere sygdomsforløb. Foto: Remo Casilli/Reuters
Der var en "reel risiko for, at han ikke ville klare det", sagde lægen Sergio Alfieri, der arbejder på Gemelli-hospitalet i Rom, til det italienske medie Corriere della Sera.
Særlig kritisk var en situation den 28. februar, hvor paven nær var blevet kvalt i sit opkast på grund af vejrtrækningsproblemer.
- Vi var nødt til at vælge, om vi ville stoppe der og give slip på ham, eller om vi skulle gå videre med alle de mulige lægemidler og behandlinger og dermed løbe den højest mulige risiko for at beskadige hans andre organer, sagde Alfieri.
Under sin indlæggelse befandt pave Frans sig på den særlige pavelige stue på Gemellihospitalet.
Paven har gennem de seneste to år haft flere helbredsproblemer.
Som ung fik han fjernet en del af den ene lunge, og i de senere år har han været indlagt flere gange med sygdomme i åndedrætsorganerne.
Han har især døjet med influenza.
Pave Frans blev overhoved for verdens over en milliard katolikker i 2013, efter at den forrige pave Benedikt trådte tilbage.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned